Det fremsatte lovforslag tilsigter at afløse indsamlingsloven fra 1934. Ifølge gældende lov skal man have en tilladelse for at kunne påbegynde en offentlig indsamling, og en sådan kan kun gives, hvis formålet er velgørende eller har almen interesse.

Det fremsatte forslag går ud fra, at der skal råde indsamlingsfrihed. Der skal ikke nogen tilladelse til indsamlingen. Den skal blot anmeldes til justitsministeriet eller politiet, før den påbegyndes. Ifølge forslaget fører justitsministeriet kontrol med offentlige indsamlinger. I bemærkningerne siges det, at borgerne har krav på sikkerhed for, at de indsamlinger, som de opfordres til at støtte, er administreret forsvarligt, og at de indsamlede midler anvendes i overensstemmelse med de offentliggjorte formål.

Indsamlinger ved mærkesalg og andre former for gade- og husindsamling kan — ifølge forslaget — alene finde sted efter forudgående tilladelse fra justitsministeren. Indsamling ved mærkesalg kan ikke tillades afholdt efter 1. januar 1973.

Forslaget ville medføre, at der i modsætning til gældende regler, ville blive indført kontrol af offentlige indsamlinger til støtte for politiske partier. Forslagsstillerne tænkte sig derimod administrativt at bibeholde undtagelsen for kontrol for visse dagbladsindsamlinger.

Ved 1. behandling var justitsministeren positivt indstillet overfor forslagets grundprincipper. Med hensyn til forslaget om fra en senere dato at forbyde mærkesalg, så kunne ministeren ikke se bort fra det betydelige hensyn, der var til de pågældende foreninger, der igennem en længere årrække havde lagt deres økonomi til rette på mærkesalg. Ministeren var heller ikke tilhænger af kontrol med de politiske partiers indsamlinger.

Holm Tved (S) var ikke uenig i, at den gældende lov trængte til revision. Han fandt det mærkeligt at fremhæve kontrollen med indsamlinger til de politiske partier som det primære. Der var mange andre områder, hvor det var mere nødvendigt med skærpet kontrol. Uden et generelt forbud mod mærkesalg kunne en del af disse mærkedage afskaffes ved, at det offentlige overtog de pågældende opgaver fuldt ud, f. eks. indsamlingen til soldaterhjem.

Henry Møller (KF) havde ikke noget imod en revision af den nugældende lov. Det private initiativ havde løst mange opgaver gennem mærkesalg. Derved gav man de mennesker, som på en beskeden måde ønsker at støtte en bestemt sag, mulighed for at gøre dette, og han mente ikke, at man skulle fratage dem den mulighed for at tage et initiativ.

Evan Jensen (V) udtalte, at venstre var af den opfattelse, at provenuet af offentlige indsamlinger også fremover måtte gå til formål, der havde almen interesse eller til velgørende formål. Han vendte sig ligeledes mod den kontrol med partiernes indsamlinger, som lovforslaget tilsigtede. Han ønskede ikke flere mærkedage, men et forbud ville slå meget værdifuldt arbejde i stykker.

Rigmor Christensen (RV) var enig med foreslagsstillerne i, at der kunne være rimelig grund til at tage den nugældende lov op til revision. Hun frygtede, at hvis indsamlinger blev givet fri, så ville man for at påkalde opmærksomhed tvinges ud på reklamens overdrev. Hun fandt ikke tiden inde til at afskaffe mærkedagene.

Efter 1. behandlingen blev forslaget henvist til et udvalg, som ikke nåede at afslutte sit arbejde inden samlingens slutning.