Efter kommunalreformens ikrafttræden den 1. april 1970 ophævedes den hidtidige sondring mellem købstæder og sognekommuner. Da byggelov for købstæderne og landet i et vist omfang byggede på denne sondring var det nødvendigt fra samme dato at ændre byggeloven, således at der i denne ikke længere skelnes mellem købstadkommuner og sognekommuner.

De fleste af ændringerne havde dette begrænsede sigte, men loven indeholder dog også enkelte reelle ændringer. Om disse bemærkes følgende:

Efter de hidtil gældende regler kom forskellen mellem købstad- og sognekommuner især frem i reglerne om anke- og dispensationsmyndigheden. For købstadkommunerne var boligministeriet anke- og dispensationsmyndighed, medens det for sognekommunerne var amtsrådet, der udøvede disse beføjelser. Som en mellemgruppe har de såkaldte „borgmesterkommuner" kunnet vælge mellem boligministeriet og amtsrådet, idet amtsrådet var anke- og dispensationsmyndighed, medmindre disse kommuner i deres bygningsvedtægt havde bestemt, at denne myndighed skulle være hos boligministeriet.

Ved lovændringen har man set bort fra den mulighed at bibeholde den samme fordeling af anke- og dispensationsmyndigheden som i dag. Det ville for de hidtidige købstæder have betydet, at der inden for de nye, sammenlagte kommuner ville blive en del af kommunen, som havde boligministeriet og en del, som havde amtsrådet som anke- og dispensationsmyndighed, hvilket ville være upraktisk. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik, at man havde overvejet at udvide amtsrådenes kompetence, men at man var veget tilbage herfor under hensyn til den forventede omlægning af hele planlægningslovgivningen. Indholdet af denne planlægningsreform kendte man ganske vist ikke endnu, men man måtte gå ud fra, at der ville blive en sådan sammenhæng mellem godkendelsen af planlægningen og administrationen af de godkendte planer, at det ville være naturligt, at anke- og dispensationsreglerne afpassedes efter de kommende bestemmelser om, hvilke myndigheder der skulle godkende planforslagene.

På denne baggrund er i stedet etableret en midlertidig ordning, som følger det samme princip, der ligger bag de hidtil gældende regler, nemlig at boligministeriet er anke- og dispensationsmyndighed for de store bysamfund og amtsrådet for de mindre kommuner (under 30.000 indbyggere).

For kommunerne i Københavns amtsrådskreds, der ikke omfattes af kommunalreformen, er den hidtidige ordning opretholdt.

Da amtmanden som formand for amtsrådet efter kommunalreformen afløses af amtsborgmestrene, er det endvidere fastsat, at amtmanden ophører med at være formand for det rådgivende amtsbygningsråd, således at dette hverv overgår til amtsborgmesteren, medmindre andet bestemmes i administrationsvedtægten.

Endelig bemærkes, at lovens titel er ændret fra „Byggelov for købstæderne og landet" til: „Byggelov".

Ved 1. behandlingen kunne samtlige ordførere give tilslutning til lovforslaget. Det henvistes til et udvalg, som uden bemærkninger indstillede det til vedtagelse. Mellem 2. og 3. behandling undergik lovforslaget en fornyet udvalgsbehandling, og boligministeren stillede her et ændringsforslag, hvis formål var at undgå tvivl om, hvilken myndighed der skulle træffe afgørelse i klage- og dispensationssager, som inden lovens ikrafttræden var modtaget af de hidtidige klage- og dispensationsmyndigheder.

Efter at dette ændringsforslag var vedtaget ved 3. behandling, vedtoges lovforslaget enstemmigt med 123 stemmer.