Loven er en konsekvens af resultatet af den undersøgelse af behovet for en gruppe offentligt godkendte revisorer ved siden af de statsautoriserede revisorer, som det af handelsministeren den 6. oktober 1967 nedsatte revisorudvalg fik til opgave at foretage, efter at folketinget og handelsministeren under behandlingen af næringslovskomplekset og herunder forslaget til lov om statsautoriserede revisorer (lov nr. 68 af 15. marts 1967) havde givet udtryk for det ønskelige i en sådan undersøgelse, se folketingsårbog 1966-67, side 340.

Hovedlinjerne i loven bygger på loven om de statsautoriserede revisorer, men således at der er taget rimeligt hensyn til kvalifikationer og uddannelse og til sigtet med nyordningen.

Bestemmelsen om, hvem, der har ret til at virke som og benytte betegnelsen "registreret revisor", findes i lovens § 1, der fastslår, at handelsministeren fører et revisorregister, og at enhver person, der opfylder nedenstående betingelser, har ret til at blive optaget i registret:

1) har dansk indfødsret,

2) har bopæl her i landet,

3) er fyldt 25 år,

4) ikke er umyndiggjort, under lavværgemål eller har sit bo under konkursbehandling,

5) har bestået eksaminer eller prøver, som handelsministeren har godkendt til dette formål, og

6) i mindst 3 år efter det fyldte 18. år har deltaget i udførelsen af de almindeligt forekommende bogførings-, regnskabs- og revisionsarbejder hos en statsautoriseret revisor, en registreret revisor eller hos en revisor, der opnår registrering efter § 12, stk. 2.

I en overgangsbestemmelse (§ 12) er det dog tillige fastsat, at personer, som inden den 1. november 1971 opfylder betingelserne for at blive optaget i revisorregistret, bortset fra kravet om praktisk uddannelse, har ret til optagelse i registret, såfremt de dokumenterer at have drevet selvstændig virksomhed som revisor gennem mindst 3 år.

Efter samme overgangsbestemmelse og ligeledes indtil den 1. november 1971 skal endvidere personer, som opfylder betingelserne for at blive registreret, bortset fra eksamenskravet og kravet om praktisk uddannelse, have ret til at blive registreret, såfremt de godtgør at have drevet selvstændig virksomhed som revisor gennem mindst 10 år.

Endelig nævnes, at der i overgangsbestemmelsen under folketingets behandling af lovforslaget blev indsat en bestemmelse, der ligeledes indtil den 1. november 1971 åbner mulighed for, at ældre medarbejdere hos statsautoriserede revisorer kan blive optaget i revisorregistret.

Ved optagelse i revisorregistret skal der betales en af handelsministeren fastsat afgift, og der udleveres den pågældende et bevis for den stedfundne registrering.

Bestemmelserne om registrerede revisorers virksomhed findes i lovens kapitel II (§§ 5-8). Bestemmelserne har følgende ordlyd:

,,§ 5. Registrerede revisorer samt selskaber, som driver bogførings-, regnskabs- eller revisionsvirksomhed med registrerede revisorer som deltagere eller ansatte, må kun have mere end ét kontorsted, hvis hvert kontor ledes af en til virksomheden knyttet registreret revisor, der kun er leder af det pågældende kontor.

Stk. 2. Før et kontorsted etableres, skal der indgives anmeldelse herom til handelsministeren.

§ 6. En registreret revisors underskrift på et regnskab anses, medmindre andet fremgår af påtegningen, som udtryk for, at regnskabet er revideret af ham, og at det er rigtigt opstillet på grundlag af bogføringen og opgjort under omhyggelig hensyntagen til bestående værdier, rettigheder og forpligtelser og i overensstemmelse med lovgivningens krav til regnskabsaflæggelsen.

§ 7. Ingen registreret revisor må afgive erklæring i regnskabsmæssige forhold, når

1) han ved tjenesteforhold, ved ægteskab, ved adoptiv- eller plejeforhold eller ved slægts- eller svogerskab i op- eller nedstigende linje eller i sidelinjen så nært som søskende er knyttet til den, som har begæret erklæringen, eller hos hvem revisionen ønskes udført, eller til vedkommendes bogholder eller kasserer,

2) han i tilfælde af, at erklæringen er begæret af erhvervsvirksomheder eller institutioner, eller revisionen ønskes udført hos disse, på nogen af de under 1) angivne måder er knyttet til medlemmer af vedkommende bestyrelse eller direktion eller til virksomhedens eller institutionens kasserer eller bogholder, eller

3) han, hans ægtefælle, forældre eller børn har en mere betydelig økonomisk interesse i den virksomhed, om hvis forhold erklæring ønskes afgivet, eller hos hvem revisionen ønskes udført.

§ 8. Handelsministeren kan fastsætte nærmere regler for registrerede revisorers virksomhed og forretningsbetingelser og herunder bestemme, at visse erhverv og stillinger ikke kan forenes med sådan virksomhed."

Endelig omtales, at ifølge lovens § 11 kan det revisornævn, handelsministeren har nedsat efter § 18 i loven om de statsautoriserede revisorer, også behandle sager om registrerede revisorer, dog således at den ene af nævnets statsautoriserede revisorer ved sådanne sagers behandling afløses af en af handelsministeren udpeget registreret revisor.

Loven trådte i kraft den 1. juli 1970.

Ved fremsættelsen af lovforslaget gav handelsministeren en redegørelse for de fordele, der ville følge af nyordningen.

Handelsministeren udtalte bl. a.:

„.... Det forventes, at en gennemførelse af den nyordning, som indeholdes i lovforslaget, vil medføre en forbedring af særlig de mindre erhvervsvirksomheders muligheder for at få en kvalificeret regnskabsmæssig bistand, som det må antages at der vil blive et stigende behov for, ligesom det må påregnes, at skattemyndighederne vil kunne opnå en lettelse ved ligningsarbejdet gennem mere omhyggeligt og betryggende førte skatteregnskaber.

Blandt de fordele, der i betænkningen anføres til støtte for gennemførelsen af nyordningen, vil jeg gerne særlig pege på, at ordningen tilgodeser det behov, der er for at udskille de helt uegnede revisorer. Disse uegnede revisorer er til skade for samfundet og vil erfaringsmæssigt kunne skade deres klienter ved en dårlig regnskabs- og skattemæssig vejledning. Det er netop erhvervsorganisationernes og skattemyndighedernes erfaring, at ikke så få, der har behov for regnskabsmæssig bistand, får en for ringe støtte hos deres revisorer.

Herefter skal jeg pege på, at finansministeren har oplyst mig om, at kildeskattedirektoratet over for ham har givet udtryk for, at der foreligger en selvstændig kildeskattemæssig interesse i, at nærværende lovforslag gennemføres. Dette hænger navnlig sammen med arbejdsgivernes og andre indeholdelsespligtiges opgaver under kildeskatteordningen. For de indeholdelsespligtige — og dermed også for kildeskattemyndighederne — vil det være af væsentlig betydning for en hensigtsmæssig udførelse af opgaverne, at der består den bedst mulige adgang til at få kvalificeret revisorbistand.

Tolddepartementet og toldvæsenet er ligeledes stærkt interesseret i gennemførelse af foranstaltninger, der vil forbedre revisorernes kvalifikationer. Efter gennemførelsen af merværdiafgiftsloven er ca. 368.000 erhvervsdrivende blevet afgiftspligtige og underlagt toldvæsenets kontrol. Denne kontrol udøves ved eftersyn i virksomhederne bl. a. ved gennemgang af regnskaberne. Da virksomhederne i stigende omfang anvender revisorer, er standarden af den nye revisorbistand af væsentlig betydning for toldvæsenets arbejde og dermed for sikring af statskassens provenu.

Som led i toldvæsenets rationalisering påtænkes det i øvrigt at omlægge reglerne for toldens opkrævning, således at kontrollen i væsentlig grad lægges over på gennemgang af fakturaer og virksomhedernes øvrige regnskabsmateriale. En sådan omlægning vil forøge betydningen af regnskabsførelsen.

Endelig vil jeg gerne pege på den i juni 1969 afgivne betænkning om håndværket og den mindre industri, hvori kommissionen anbefaler, at der ud over de statsautoriserede revisorer godkendes revisorer med en sådan uddannelse, at den giver garanti for forsvarlig regnskabsbistand. Kommissionen peger i den forbindelse på det arbejde, der udførtes af revisorudvalget, og finder, at de mindre virksomheder på den ene side må have garanti for, at den bistand med hensyn til regnskab m. v., de køber sig, er sagligt forsvarlig og pålidelig, men at deres regnskabsproblemer på den anden side ofte er så enkle, at de ikke nødvendigvis behøver at støtte sig på den højeste og dyreste sagkundskab — de statsautoriserede revisorer...."

Ved 1. behandlingen kunne samtlige ordførere under henvisning til den tidligere vedtagelse i folketinget tilslutte sig lovforslagets hovedlinjer. Det fandtes dog nødvendigt at underkaste forslaget en udvalgsbehandling af hensyn til en nærmere undersøgelse af detaljer i forslaget.

Udvalgsbehandlingen resulterede da også i en ret fyldig betænkning, hvorfra gengives:

„.... Udvalget har drøftet den i forslaget anvendte betegnelse for den nye gruppe godkendte regnskabskyndige og herunder overvejet, hvorvidt det er muligt at finde en anden passende betegnelse end „registrerede revisorer". Udvalget har dog ikke fundet praktiske muligheder for at foreslå nogen ændret betegnelse, hvorved samtidig bemærkes, at man er enig med revisorudvalgets flertal og handelsministeren i, at betegnelsen „registrerede revisorer" er den bedste af dem, der kan komme på tale.

Udvalget har med ministeren drøftet mulighederne for en 5-årig forlængelse af de i eksamensbekendtgørelsen for statsautoriserede revisorer fastsatte overgangsbestemmelser og mulighederne for, at folketinget senere kan få lejlighed til at tage stilling til, om der måtte være behov for permanent at sikre en flerstrenget trinvis uddannelsesordning for de registrerede revisorer, således at disse senere kan blive statsautoriserede revisorer.

Handelsministeren har over for udvalget oplyst, at uddannelsen til statsautoriseret revisor er fastlagt således, jfr. handelsministeriets bekendtgørelse af 27. december 1967, at hovedreglen er, at den teoretiske uddannelse, som giver adgang til for revisorkommissionen at aflægge afsluttende eksamen som statsautoriseret revisor, er handelsvidenskabelig kandidateksamen (cand. merc.) med revision som speciale aflagt ved en handelshøjskole inden for de sidste 8 år før indstilling til den afsluttende revisoreksamen. De teoretiske uddannelser, der er omfattet af eksamensbekendtgørelsens overgangsbestemmelser, er diplomprøven i regnskabsvæsen (HD) aflagt ved en handelshøjskole inden for de sidste 6 år før indstilling til revisoreksamen og suppleret med prøver i revision og skatteret samt Teoretisk del A og B aflagt for revisorkommissionen efter reglerne i handelsministeriets bekendtgørelse af 25. juli 1962. Hertil kommer, at ministeren efter anmodning fra Foreningen af statsautoriserede Revisorer har oplyst, at han er sindet at lade kandidater, der har bestået cand. merc.-eksamen med regnskabsvæsen som speciale, og som har suppleret denne eksamen med prøverne i revision og skatteret, blive ligestillet under overgangsbestemmelserne med kandidater, der har bestået HD-eksamen i regnskabsvæsen samt de nævnte prøver.

En 5-årig forlængelse af de fastsatte overgangsbestemmelser vil betyde, at prøverne i skatteret og revision vil kunne aflægges sidste gang i 1982. Teoretisk del A vil kunne afholdes sidste gang i 1978, og teoretisk del B sidste gang i 1979. Den praktiske del af revisorprøven efter den tidligere nævnte handelsministerielle bekendtgørelse af 25. juli 1962 vil efter forlængelsen kunne afholdes sidste gang i 1977.

Handelsministeren har erklæret sig indforstået med en sådan ændring af overgangsbestemmelserne, ligesom han har givet udtryk for, at det i 1974-75 tages op til fornyet overvejelse, om denne uddannelsesordning har virket på tilfredsstillende måde, hvorved bemærkes, at HD-uddannelsen samt HA-uddannelsen (som er et væsentligt led i cand. merc.-uddannelsen) hver for sig danner det fulde teoretiske grundlag for registrerede revisorer. Man vil da kunne se på, dels om der måtte være behov for ændringer i ordningen, dels om det skulle være ønskeligt permanent at sikre en flerstrenget trinvis ordning. Efter udvalgets anmodning har handelsministeren givet tilsagn om, at han i folketingsåret 1974-75 vil give folketinget en redegørelse for, hvorledes ordningen har virket i praksis...."

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 139 stemmer.