Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Poul Schlüter, Knud Bro, Erik Kragh, Adam Møller, Per Federspiel [næstformand], Enggaard, Johan Philipsen, Stinus, Svend Haugaard, Else-Merete Ross, Per Hækkerup, Frode Jakobsen, J. O. Krag, Lindberg, Niels Matthiasen, Kjeld Olesen [formand] og Gert Petersen.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til på baggrund af den seneste udvikling omkring Vietnam nu at tage skridt til at oprette diplomatisk forbindelse med Den demokratiske Republik Vietnam (Nordvietnam)."

Forslaget var ledsaget af følgende bemærkninger:

„Siden folketinget i juni 1970 drøftede spørgsmålet om oprettelse af diplomatisk forbindelse mellem Danmark og Den demokratiske Republik Vietnam (Nordvietnam), er der tilgået offentligheden sådanne oplysninger og sket sådanne ændringer i den internationale situation, at der foreligger et nyt grundlag for bedømmelsen af vort forhold til Nordvietnam.

Den socialdemokratiske folketingsgruppe skal derfor henstille, at regeringen tager op til omprøvning, om ikke tidspunktet nu er inde til at tage skridt til oprettelse af diplomatisk forbindelse med Nordvietnam."

I sin mundtlige fremsættelse bemærkede ordføreren for forslagsstillerne (Per Hækkerup (S)), at socialdemokratiet under den udenrigspolitiske debat, der fandt sted i tinget i marts måned, havde fremsat et forslag om, at Danmark skulle optage diplomatiske forbindelser med Nordvietnam, men at forslaget ikke fandt regeringens ørenlyd og blev forkastet.

Der var siden da indtrådt forskellige begivenheder, som efter hans opfattelse burde føre til, at regeringen optog spørgsmålet til fornyet overvejelse. Han kom herunder ind på de nye oplysninger, der var fremkommet om beslutningsprocessen i USA vedrørende krigen i Vietnam. Han ønskede nærmere oplysning om, hvordan man på officielt hold vurderede Pentagonpapirernes betydning. Selv om disse oplysninger ikke i og for sig tilsagde en ændret holdning i Vietnamkonflikten, fandt han, at en kommentar ville være på sin plads.

Et andet forhold måtte derimod give regeringen anledning til at overveje sin stilling. Den omstændighed, at USAs præsident havde fremkaldt og derefter modtaget en indbydelse til at besøge Peking, var ganske sensationel i forhold til den politik, der fra amerikansk side hidtil havde været ført overfor Kina, og i forhold til Kinas hidtidige holdning til USA. Det var naturligt — også på baggrund af USAs forhandlinger med den nordvietnamesiske regering i Paris — at Danmark som led i den procedure, der var sat i gang, ydede sit bidrag i samme retning, og at vi tog anledning af denne nye udvikling til at optage diplomatisk forbindelse med Nordvietnam.

Udenrigsministeren havde ved tidligere lejligheder givet udtryk for, at vi sådan set folkeretligt havde anerkendt Nordvietnam, og at der forelå en de facto anerkendelse. Per Hækkerup kunne på denne baggrund ikke forstå, hvad det så egentlig var for en politik, regeringen så stædigt fastholdt. Hvorfor kunne regeringen ikke være villig til at tage det skridt at etablere normale diplomatiske forbindelser med Nordvietnam, hvilket efter hans opfattelse ville bidrage til en fornuftig og fredeliggørende løsning af forholdene i Indokina.

Udenrigsministeren understregede ved 1. behandling det betydningsfulde i, at socialdemokratiet og regeringspartierne på alle afgørende punkter havde fulgt samme udenrigspolitiske linje. En bred enighed indadtil gav udenrigspolitikken en særlig styrke, når vi skulle gøre vore synspunkter gældende i internationale sammenhænge. Hertil kom, at det var af væsentlig betydning, at vi ikke svækkede vore ords vægt udadtil ved at falde for fristelsen til ubesindige handlinger.

Set på denne baggrund var det med oprigtig beklagelse, at ministeren havde måttet tage til efterretning, at socialdemokratiet havde insisteret på at benytte denne ekstra mødeuge til at presse det foreliggende spørgsmål frem til fornyet behandling. Beklagelsen var begrundet i, at en isoleret drøftelse af dette emne ville kunne bidrage til det helt forkerte indtryk, at der var mere, der skilte end samlede, at det socialdemokratiske krav var et brud på den oprindelige aftale mellem partierne om, at den korte ekstraordinære møderække kun skulle benyttes til drøftelse af skattespørgsmål, og endelig, at intet i udviklingen gjorde en debat netop i disse dage nødvendig.

Offentliggørelsen af de såkaldte Pentagonpapirer ændrede ikke det grundlag, hvorpå den danske regering havde baseret sin hidtidige politik. Regeringen havde stedse lagt vægt på parternes handlinger og ikke på deres begrundelser. Hertil kom, at spørgsmålet om oprettelse af dansk diplomatisk forbindelse med Nordvietnam sagligt set ikke havde noget som helst med de omtalte dokumenter at gøre.

Præsident Nixons forestående besøg i Peking kunne forhåbentlig betyde, at en afslutning på Vietnamkrigen var rykket nærmere. Det kinesisk-amerikanske topmøde ville næppe være blevet aftalt, medmindre parterne ventede, at en forhandlingsløsning i Vietnam var en realistisk mulighed.

Ministeren nævnede også et andet vigtigt besøg, nemlig Sovjetunionens præsident, Podgornijs forestående besøg i Hanoi i oktober.

Begge disse besøg måtte naturligvis indgå i vurderingen af Vietnamsituationen.

Udenrigsministeren tilføjede, at han på baggrund af en i folketinget den 18. marts vedtaget dagsorden over for såvel nordiske som andre landes udenrigsministre både fra øst og vest havde rejst spørgsmålet om realistiske muligheder for at tage initiativ til at styrke bestræbelserne for at tilvejebringe en fredelig løsning på konflikten i Vietnam. Resultatet havde til hans store beklagelse hver gang været, at der ikke fandtes realistiske muligheder for et fredsinitiativ.

Hans opfattelse måtte herefter være, at der siden drøftelsen i folketinget den 18. marts ikke var sket noget, der kunne medføre en ændring i den opfattelse, at tiden endnu ikke var inde til at etablere 'diplomatisk forbindelse med Hanoi.

Der kunne ikke være tvivl om, at Danmark stiltiende havde ydet Nordvietnam en faktisk anerkendelse. Det var ikke et anerkendelsesspørgsmål, men et problem om optagelse af diplomatisk forbindelse med en stat, til hvilken vi ikke havde nogen ambassadør akkrediteret. Det ville efter ministerens opfattelse være både urigtigt og uhensigtsmæssigt at udtrykke politiske holdninger gennem oprettelsen af diplomatiske repræsentationer. Vore diplomatiske forbindelser skulle varetage interesser staterne imellem uden hensyn til, om vi sympatiserede med eller var i modsætning til disse staters politik og forhold i øvrigt.

Det brede ønske om, at krigen i Vietnam burde bringes til ophør gennem en forhandlingsløsning, burde ikke lægges for dagen ved optagelse af diplomatisk forbindelse med Hanoi, men ved at gøre den danske holdning klar over for de stridende parter. Dette havde vi gjort ved talrige lejligheder på mange måder, og det var en selvfølge, at regeringen fortsat ville søge med alle midler at fremme en forhandlingsløsning i Vietnam.

Forslaget gav ved 1. behandling anledning til en ret omfattende debat, hvorom der henvises til forhandlingerne.

Regeringspartiernes ordførere kunne ikke give tilslutning til forslaget. Begrundelserne var med visse nuancer de samme, som udenrigsministeren havde fremført.

Derimod fandt forslaget — foruden fra forslagsstillerne — støtte fra Gert Petersen (SF), Sigsgaard (VS), Hanne Reintoft (DK) og Kai Moltke (u.p.).

Uden for ordførernes kreds havde Stetter (KF) ordet.

På baggrund af nogle udtalelser fra Stinus (RV) fremsatte Per Hækkerup (S) under forhandlingerne følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 8049):

„Idet folketinget beslutter, at Danmark optager diplomatisk forbindelse med Den demokratiske Republik Vietnam (Nordvietnam) samtidig med Norge,

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Dagsordensforslaget forkastedes med 85 stemmer (KF, V og RV), mod 65 (S, SF, VS, DK, u.p., Meta Ditzel (RV) og Skovmand (RV).

Det udvalg, hvortil forslaget henvistes, afgav ikke betænkning eller beretning.