Luk

Luk
Luk

Luk

B 14 Forslag til folketingsbeslutning om beskatning af kursgevinster.

Samling: 1970-71
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som det af finansministeren fremsatte forslag til lov om ændring af kildeskatteloven m. fl. lovforslag, se ovenfor side 73.

Forslaget til folketingsbeslutning er enslydende med et af de samme forslagsstillere i den foregående folketingssamling fremsat forslag, jfr. folketingsårbog 1969-70, pag. 572. Ifølge forslaget skal det pålægges finansministeren at fremsætte forslag om ændring af skattelovene, således at kursgevinster indkomstbeskattes, når de konstateres.

Ved forslagets 1. behandling i folketinget afvistes det af finansministeren og regeringspartiernes ordførere under henvisning til dets urimelige konsekvenser. Heller ikke Morten Lange (SF) kunne tilslutte sig forslaget, men henviste i stedet til de af hans parti fremsatte forslag om indeksregulerede obligationer og om afskaffelse af rentefradraget. Grünbaum (S) var positivt indstillet over for forslaget, i hvert fald for så vidt angik de tilfælde, hvor en underkurs er aftalt som led i låneaftalen. Med hensyn til ændringer derudover stillede han sig meget skeptisk. Hanne Reintoft (DK) betragtede forslaget som et skridt i den rigtige retning.

Efter 1. behandling henvistes forslaget til udvalget angående forslag til lov om ændring af kildeskatteloven m. fl. lovforslag. Udvalgets behandling af forslaget blev imidlertid ikke tilendebragt inden samlingens slutning.
Partiernes ordførere
Henry Grünbaum (S), Asger Jensen (KF), J. E. Foged (V), Martin Pedersen (RV), Morten Lange (SF), Erik Sigsgaard (VS) og Hanne Reintoft (DKP)