Efter 1. behandling henvist til trafikudvalget.

Ved loven gennemføres en nyordning af vejvæsenets administrationsforhold, således at de offentlige veje opdeles i tre klasser, som henholdsvis henhører under statens, amtskommunernes og kommunernes bestyrelse, og således at disse myndigheder hver for sig bærer den økonomiske byrde ved de under dem hørende veje. Dette indebærer, at den hidtidige ordning med refusion af vejudgifter i henhold til de afholdte udgifter er bortfaldet og vejtilskudsloven, som indeholdt reglerne herom, er ophævet.

Om lovens indhold skal i øvrigt i hovedtræk anføres følgende:

Vejmyndighederne er omtalt i § 2:

,,§ 2. Ministeren for offentlige arbejder er øverste forvaltningsmyndighed for hovedlandevejene og udøver i øvrigt de beføjelser, der er tillagt ham ved denne lov.

Stk. 2. Administrationen af hovedlandevejene henlægges til et vejdirektorat under ministeriet for offentlige arbejder. De nærmere regler for vejdirektoratets virksomhed fastsættes af ministeren for offentlige arbejder.

Stk. 3. Amtsrådene er forvaltningsmyndighed for landevejene og kommunalbestyrelserne for kommunevejene.

Stk. 4. Ved vejbestyrelse forstås i denne lov de i stk. 2 og 3 nævnte myndigheder."

§ 3 omhandler vejnævnet, der — efter bestemmelsens endelige formulering — består af 14 medlemmer, som foruden vejbestyrelsesgrupperne repræsenterer de interesserede ministerier og de motorkørende. Nævnet er af hensyn til det nødvendige samarbejde og en række opgaver, som er tillagt det i lovens bestemmelser, reorganiseret i forhold til det tidligere vejnævn i henhold til vejbestyrelseslovens § 5.

§§ 4 og 5 indeholder bestemmelser om klager og tvistigheder. Amtsrådet afgør herefter som hidtil klager over kommunalbestyrelserne og tvistigheder mellem kommunale vejbestyrelser indbyrdes. Ministeren for offentlige arbejder afgør alene klager over amtsrådene — dog kan afgørelser, truffet af et amtsråd som klageinstans, indbringes for ministeren, når det drejer sig om spørgsmål vedrørende fortolkning af love og forskrifter.

Efter §§ 6 og 7 kan ministeren for offentlige arbejder fastsætte almindelige regler og normer for vejvæsenet og lade iværksætte tekniske, økonomiske og statistiske undersøgelser.

Kapitel 2 (§§ 10-25) indeholder almindelige bestemmelser om vejenes administration, som for en stor del svarer til de hidtidige bestemmelser i vejbestyrelsesloven og hovedlandevejsloven.

På baggrund af, at de hidtidige bestemmelser om tilskud af vejfonden til kommunale og amtskommunale vejanlæg er ophævet, fastsætter § 11, at ministeren kan yde tilskud til sådanne arbejder i særlige tilfælde.

Lovens principielle udgangspunkt er, at staten har såvel det økonomiske som det forvaltningsmæssige ansvar for hovedlandevejene. Ministeren kan — som hidtil for motorveje — træffe aftale med kommunale og amtskommunale myndigheder om, at projektering, anlæg og vedligeholdelse forestås af vedkommende kommunale og amtskommunale vejvæsen (§ 15). Bestemmelsen giver staten mulighed for at øve den fornødne kontrol med overslag og regnskab for udgifterne.

§§ 21 og 22 omhandler landevejene og amtsrådenes bestemmelser herom. Den nødvendige koordinering med det øvrige vejnet forudsættes tilvejebragt ved forhandling med andre vejbestyrelser.

Ved §§ 23-25 om kommuneveje er amtsrådets kompetence vedrørende nyanlæg af kommuneveje og nedlæggelse af kommuneveje bibeholdt som led i amtsrådets regionale planlægningsbeføjelser, medens den hidtidige projektgodkendelse er bortfaldet.

Kapitel 3 (§§ 26-33) omhandler vejplanlægning.

I konsekvens af nyordningen lægges ansvaret for udarbejdelse af vejplaner på de respektive vejbestyrelser hver på deres vejnet (§ 26).

Koordinationen mellem vejbestyrelsernes vejplaner forudsætter gensidig orientering og forhandling. Den nødvendige koordination søges sikret ved bestemmelserne i §§ 27-29.

Efter §§ 30 og 31 føres der fortegnelser over de på vejplanerne optagne arbejder, og ministeriet fører en samlet fortegnelse over planerne over det gennemgående vejsystem. Ministeren kan fastsætte forskifter for offentliggørelse af vejplanerne.

Kapitel 4 (§§ 34-42) omhandler sikring af vejanlæg.

Bestemmelserne svarer for en stor del til vejbestyrelseslovens hidtidige regler.

Det bemærkes, at §§ 39-41 indeholder nye bestemmelser om hjørneafskæring til afløsning af bestemmelser i vejbestyrelsesloven og landsbyggeloven. Bestemmelserne ændredes på enkelte punkter under folketingets behandling.

Kapitel 5 (§§ 43-55) indeholder (§ 43) en bestemmelse om ekspropriation og taksation og i øvrigt en række ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Om klassificering af vejene giver §§ 45-47 følgende bestemmelser:

,,§ 45. Den 1. april 1972 klassificeres de på det loven vedføjede bilag angivne veje som hovedlandeveje.

Stk. 2. Som hovedlandeveje klassificeres endvidere de veje, der inden lovens ikrafttræden i henhold til de hidtil gældende regler er under udbygning som hovedlandeveje, for så vidt de udgør en forlægning af det vejnet, der er omhandlet i stk. 1. De strækninger, der erstattes af forlægningerne, nedlægges som hovedlandevej.

§ 46. Som landeveje klassificeres andre hidtidige hovedlandeveje og landeveje, der i henhold til vejbestyrelsesloven henhørte under amtsrådenes bestyrelse.

§ 47. Som kommuneveje klassificeres andre hidtidige hovedlandeveje, landeveje og biveje, der i henhold til vejbestyrelsesloven var bestyret af kommunalbestyrelserne, i Københavns kommune af magistraten."

§§ 50-53 indeholder en række overgangsbestemmelser med hensyn til igangværende vejfondsarbejder eller sådanne arbejder, hvortil de enkelte kommuner har kunnet forvente bidrag.

Loven træder (§ 44) i kraft den 1. april 1972, dog træder bestemmelsen i § 54 i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende. Efter denne bestemmelse kan en vejbestyrelse ikke uden samtykke fra ministeren for offentlige arbejder indgå kontrakter med gyldighed efter den 1. april 1972 vedrørende de hovedlandeveje, som er nævnt i loven.

Som det fremgår af fremsættelsen og bemærkningerne til lovforslaget, må lovens regler ses som et led i kommunalreformens bestræbelser for at skabe en byrde- og opgavefordeling mellem staten og de lokale myndigheder, hvorefter disse sidste får bestemmelsesret over lokale forhold, medens de på den anden side får det fulde økonomiske ansvar for deres dispositioner på området.

I øvrigt har den automatiske refusion af vejudgifterne medført, at indskrænkninger på statens vejbudget, der er gennemført som led i den økonomiske konjunkturpolitik, væsentlig har måttet bæres af de større projekter, der helt eller delvis direkte finansieres af staten. Konsekvensen heraf er en forsinkelse af det gennemgående vejnets udbygning, som igen udløser stigende udgifter på det sekundære vejnet.

Ved ophævelsen af refusionen på vejområdet bortfalder imidlertid en del af det hidtidige økonomiske grundlag for kommunernes og amtskommunernes virke. For at bevare en rimelig balance mellem statens og de enkelte kommuners og amtskommuners økonomi er det derfor skønnet nødvendigt samtidig at yde visse generelle tilskud til amtskommuner og kommuner efter objektive kriterier. Herom henvises til det samtidig med nærværende lovforslag af indenrigsministeren fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lonbestemmelser om tilskud til og udligning mellem kommunerne, se side 187. Disse to lovforslag må derfor ses i sammenhæng.

Lovforslaget fik en velvillig modtagelse i folketinget.

Ordførerne kunne med undtagelse af Sigsgaard (VS), som udtrykte en vis skepsis over for flere af lovforslagets ideer, give tilslutning til principperne i lovforslaget, men ønskede en grundig udvalgsbehandling af flere af dets enkeltheder.

Som det fremgik af 1. behandlingen, havde Amtsrådsforeningen taget afstand fra lovforslaget og fremsat kritik af det på en række punkter. Denne kritik fandt i folketinget udtryk i de indlæg, som Hauch (V) uden for ordførernes kreds fremsatte i debatten.

Også udvalgets betænkning beskæftigede sig med dette spørgsmål. Det hedder heri bl. a.:

„ I henvendelser fra Amtsrådsforeningen i Danmark er det bl. a. fremhævet, at der i forbindelse med statens overtagelse af ansvaret for et stort hovedlandevejsnet må ske en afklaring af, hvorledes dette vejnet skal administreres. Det anføres af foreningen, at det af de stedfundne forhandlinger om lovforslaget fremgår, at der ikke foreligger noget ønske om etablering af et egentligt statsvejvæsen. Amtsrådsforeningen finder imidlertid, at lovforslagets § 15 i sin nuværende formulering på længere sigt indebærer en risiko for, at den til enhver tid siddende trafikminister kan etablere et statsvejvæsen, og har derfor ønsket denne bestemmelse ændret, således at det klart fastslås, at vedligeholdelse og drift af andre hovedlandeveje end motorveje varetages af amtskommuner og kommuner på ministerens vegne.

Udvalget deler den opfattelse, at der ikke bør oprettes et egentligt statsvejvæsen. Udvalget mener imidlertid ikke, at man bør fratage ministeren den mulighed for forhandlinger med amtsråd eller kommunalbestyrelser med henblik på en løsning af de foreliggende opgaver, som bestemmelsen i § 15 indeholder.

Ministeren har i denne forbindelse oplyst, at det er tanken at søge aftaler truffet med de amtskommunale myndigheder om, at disses tekniske forvaltninger bistår vejdirektoratet med vedligeholdelse og drift af statsvejnettet. Hvad angår projekterings- og anlægsvirksomheden, må der tages stilling i hvert enkelt tilfælde til, om arbejdet mest hensigtsmæssigt kan overdrages til lokale tekniske forvaltninger.

I de tilfælde, hvor et amtskommunalt eller kommunalt vejvæsen udfører opgaver for staten, må der forudsættes et løbende samarbejde om de tekniske og økonomiske problemer i forbindelse med de respektive arbejder bl. a. til sikring af opfyldelse af krav fra de statslige revisionsmyndigheder. En sådan samarbejdsform anvendes i dag i de tilfælde, hvor amtsvejvæsener arbejder for staten med motorvejsbyggeri. — — "

En række af ministeren i betænkningen stillede ændringsforslag vedtoges ved 2. behandling.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget herefter med 128 stemmer mod 4 (VS, DK, Hauch (V) og Gorrsen (S)).