Efter 1. behandling henvist til lønningsudvalget.

Loven har sammenhæng med den i 1969 gennemførte tjenestemandsreform, idet der ved privatbanerne skulle indføres et nyt lønnings- og pensionssystem, som i princippet svarede til det i statstjenesten gældende. Ved det nye lønningsreglement var det således hensigten, at det i lov om tjenestemandspension indeholdte pensionssystem direkte skulle overføres til privatbanerne. En forudsætning herfor var imidlertid, at de hidtil gældende garantiordninger, hvorefter staten og vedkommende kommuner sikrer udbetalingen af visse pensionsydelser, der tilkommer banernes pensionister, og de godtgørelser, der tilkommer privatbanetjenestemænd, der afskediges uden ret til pension, i fornødent omfang tillempedes det nye pensionssystem.

I overensstemmelse hermed er ved loven tilvejebragt den fornødne lovhjemmel til at tillempe de bestående garantioverenskomster til det nye lønnings- og pensionssystem.

Forslaget modtoges i folketinget med velvilje fra alle sider. Holm Tved (S) og Arne Larsen (SF) rejste dog spørgsmål om muligheden for at tillægge privatbanetjenestemænd ansat efter lønningsreglementet af 1943, og som ikke i modsætning til øvrige privatbanetjenestemænd havde ret til pension i tilfælde, hvor afskedigelsen sker af anden tjenestemanden utilregnelig årsag end alder eller sygdom, fulde pensionsrettigheder. Ministeren kunne dog ikke give tilsagn om en sådan ændring, og lovforslaget blev herefter henvist til folketingets lønningsudvalg.

Et flertal i udvalget (KF, V og RV) indstillede lovforslaget til vedtagelse uændret. Det samme gjorde et mindretal (S og SF), men med tilkendegivelse af, at man havde haft til hensigt at stille et ændringsforslag i overensstemmelse med de ved 1. behandlingen fremsatte udtalelser, men havde afstået herfra under hensyn til, at såvel ministeren som udvalgets flertal havde afvist et sådant ændringsforslag.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 132 stemmer.