Luk

Luk
Luk

Luk

L 169 Forslag til lov om ændring af lov om forsvarets organisation m. v.

Samling: 1970-71
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Erik Kragh, Haunstrup Clemmensen, Poul Schlüter, Knud Østergaard [næstformand] (fra 23/3 Adam Møller), Kristen Østergaard, Arne Christiansen, Enggaard, Bilgrav-Nielsen, Skovmand, Kjeld Olesen, Per Hækkerup, Frode Jakobsen, Niels Helveg Petersen, J. 0. Krag, Orla Pedersen, Søgaard [formand], Aksel Larsen (fra 20/1 Kurt Brauer).

Lovforslaget, der blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om forsvarets personel, indeholdt bestemmelser, der ændrede den gældende lov på følgende væsentlige punkter:

hærens dækningsstyrke nedsættes fra ca. 13.000 mand til 7.000 mand, men udelukkende bestående af frivilligt personel, herunder befalingsmænd,

angivelse af flådens styrke til ca. 60 egentlige krigsskibe udgår, og i bemærkninger udtales, at der bør lægges større vægt på motortorpedobåde,

kystforterne nedlægges og

flyvevåbnets antal kampenheder nedskæres fra 9 til 6.

I de bemærkninger, som ledsagede lovforslaget, udtaltes det, at der bliver et stadigt større misforhold mellem de styrke- og materielmæssige mål og de faktiske muligheder for at indfri dem.

Det udtaltes endvidere, at lovforslaget bygger på Danmarks medlemskab af NATO, så længe der ikke er fundet et realistisk alternativ.

Ved lovforslagets 1. behandling tog forsvarsministeren, Erik Kragh (KF), og Kristen Østergaard (V) afstand fra lovforslaget bl. a. som værende i strid med Danmarks NATO-forpligtelser. Bilgrav-Nielsen (RV) var utilfreds med forslaget, hvori han bl. a. så en mulighed for fordyrelse og mindre smidighed, men glædede sig over, at socialdemokratiet syntes at være blevet mere bevægelig i forsvarsspørgsmål. Aksel Larsen (SF) var heller ikke tilfreds med lovforslaget, da han anså et dansk militært forsvar for en umulighed. Kjær Rasmussen (VS) og Hanne Reintoft (DK) afviste lovforslaget, idet det byggede på NATO-medlemskab, hvoraf de var modstandere.

Udvalget nåede ikke at afslutte sit arbejde inden folketingsårets slutning.
Partiernes ordførere
Kjeld Olesen (S), Erik Kragh (KF), Kristen Østergaard (V), Jens Bilgrav-Nielsen (RV), Aksel Larsen (SF), Svend Erik Kjær Rasmussen (VS) og Hanne Reintoft (DKP)