Luk

Luk
Luk

Luk

B 25 Forslag til folketingsbeslutning om skridt til normalisering af forholdet til DDR.

Af: Gert Petersen (SF), Kurt Brauer (SF), Morten Lange (SF), Arne Larsen (SF) og Jens Maigaard (SF)
Samling: 1971-72
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17. medlemmer: Jørgen Peder Hansen, Alsing Andersen, Gorrsen, Erhard Jakobsen, Anker Jørgensen, K. J. Mortensen (fra 26/I Frode Jakobsen) [næstforrnand], Orla Møller, Gert Petersen, Arne Larsen [formand], Lowzow, Knud Bro, Knud Østergaard, Poul Hartling, Arne Christiansen, Per Federspiel, Stinus og K. Helveg Petersen.

Forslaget havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at tage følgende skridt til normalisering af forholdet mellem Danmark og Den tyske demokratiske Republik (DDR):

1) Der indledes forhandlinger om oprettelse af en statslig dansk handelsmission i DDRs hovedstad Berlin og om anerkendelse af den herværende DDR-handelsmission som en statslig mission,

2) pas, der udstedes af DDRs myndigheder, anerkendes som normale pas af danske myndigheder, og dansk visumstempling foretages direkte i disse pas,

3) for at bidrage til, at DDR kan deltage i FNs rniljøkonference i Stockholm, og i erkendelse af, at verdenssundhed er et internationalt anliggende, vil Danmark på den førstkommende generalforsamling i Verdenssundhedsorganisationen (WHO) støtte DDRs optagelse i WHO."

Ordløreren for forslagsstillerne (Gert Petersen) udtalte i sin fremsættelse bl. a.:

"... Forslaget er nærmere begrundet i de ledsagende bemærkninger. Vi erkender, at en positiv udvikling baner sig vej i forholdet mellem DDR og Forbundsrepublikken, men finder, at den er alvorligt truet af en uforsonlig holdning hos oppositionen i Forbundsrepublikken. Jo flere „små skridt" Forbundsrepublikkens nabolande tager i retning af en normalisering af forholdet til DDR, desto bedre vil den offentlige mening i Forbundsrepublikken forstå, at modstanden mod Brandts østpolitik i realiteten også er rettet mod Forbundsrepublikkens vestlige nabolande og disses legitime interesser.

Ud fra denne grundbetragtning er vi villige til at forhandle om forslagets enkelte punkter hver for sig. Blot et af dem realiseres hurtigt, er det et bidrag til afspænding. Det gælder ikke mindst en dansk støtte til DDRs optagelse i WHO."

Forslagets 1. behandling fandt sted umiddelbart efter afslutningen af debatten om en forespørgsel til udenrigsministeren om den udenrigspolitiske situation (omtalt side 546), og flere af ordførerne kunne derfor i vid udstrækning henvise til deres udtalelser under denne debat.

Udenrigsministeren udtalte bl. a.:

„Som det vil være fremgået af mit indlæg om den udenrigspolitiske situation, er det regeringens opfattelse, at en anerkendelse af DDR ikke længere er et principspørgsmål, men alene et tidsspørgsmål. Hvor lang tid det drejer sig om, afhænger ganske af, hvor hurtigt de politiske forudsætninger vil være til stede.

Disse forudsætninger sigter som bekendt navnlig til en aftalemæssig regulering af forholdet mellem de to tyske stater. Fortsætter den nuværende udvikling i øst-vest-forholdet, skulle dette tidspunkt forhåbentlig ikke ligge langt ude i fremtiden. Interessen samler sig i denne henseende først og fremmest om den forestående afstemning i den tyske forbundsdag den 4. maj om ratifikationen af de to tyske østtraktater, som igen vil blive påvirket af udfaldet af valgene i Baden-Würtemberg den 23. april. Regeringen må derfor netop på dette tidspunkt finde det yderst ulykkeligt at tage noget skridt, som vil kunne få uheldig indflydelse på dette forløb..."

Udenrigsministeren sluttede sit indlæg således:

"... Jeg vil gerne slutte med på ny at fremhæve så stærkt, det er mig muligt, at i den meget betydningsfulde og helt afgørende fase, hvori Bonnregeringens østpolitik befinder sig netop i disse uger, vil det uanset det brede ønske, der her i landet næres om en snarlig normalisering af forholdet til DDR, ikke efter regeringens bestemte opfattelse være rigtigt, at der tages noget skridt, som blot i mindste måde vil kunne befrygtes at medvirke til at vælte den konstruktive og løfterige politik, som forbundskansler Willy Brandt langsomt og målbevidst har bygget op for at fremme afspænding og fred i Europa."

Heller ikke ordførerne — bortset fra Gert Petersen — kunne på nuværende tidspunkt give tilslutning til forslaget som helhed. Stinus (RV) betonede dog, at der hverken burde være principielle eller tidsmæssige betænkeligheder med hensyn til DDR's optagelse i WHO, og stillede en række spørgsmål til udenrigsministeren i denne forbindelse.

Det udvalg, hvortil forslaget henvistes, afgav den 1. oktober en beretning, hvoraf det bl. a. fremgår, at udvalget ikke har nået at tilendebringe sit arbejde.
Partiernes ordførere
Jørgen Peder Hansen (S), Oluf von Lowzow (KF), Poul Hartling (V), Arne Stinus (RV) og Gert Petersen (SF)