Luk

Luk
Luk

Luk

B 4 Forslag til folketingsbeslutning om en ændring af koncentrationspolitikken i Grønland.

Samling: 1971-72
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Jørgen Peder Hansen, Lysholt Hansen, Horn, Henning Jensen, Søren B. Jørgensen, Johan Nielsen, Moses Olsen, Poul Dam, Kurt Brauer, Lembourn, Bo Kristensen, Ellen Strange Petersen [formand], Holger Hansen [næstformand], Nyboe Andersen, Brøndlund Nielsen, Svend Haugaard og Ole Vig Jensen.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer Grønlandsministeren til

- at gennemføre en ændring i den løbende investeringsplan for Grønland med det formål, at bygderne og de mindre byer får tilført en større andel af de samlede investeringsbeløb,

- at påse, at disse midler anvendes på en sådan måde, at befolkningen i de mindre byer og i bygderne får bedre erhvervsmuligheder, og

- at inddrage den kongelige grønlandske handel og Grønlands tekniske Organisation i arbejdet på at hæmme koncentrationstendenserne ."

Ordføreren for forslagsstillerne (Lembourn) udtalte ved forslagets fremsættelse, at man samfundsøkonomisk ville opnå besparelser ved at bremse de meget kostbare byudvidelser i de store byer, hvor omkostningerne ved opførelse af yderligere boliger ikke stod i noget rimeligt forhold til, hvad der kunne bygges for andre steder. Samtidig ville en mindre udtalt befolkningskoncentration kunne løse en række af de sociale og menneskelige problemer, som hviler tungt på det sociale apparat i Grønlands større byer.

Ved 1. behandling fandt ministeren for Grønland forslaget for malplaceret, fordi man allerede efter henstilling fra Grønlands landsråd og Grønlandsrådet var i gang med at ændre lokaliseringspolitikken i retning af det, der tilsigtedes med forslaget. Ministeren ville finde det uheldigt, hvis folketinget skulle tage initiativet fra de normale grønlandspolitiske kanaler. Ministerens bemærkninger fandt under den følgende debat tilslutning fra alle partiernes ordførere med undtagelse af ordføreren for forslagsstillerne.

Det efter 1. behandling nedsatte udvalg afgav ikke betænkning inden samlingens slutning.
Partiernes ordførere
Jørgen Peder Hansen (S), Hans Jørgen Lembourn (KF), Holger Hansen (V), Svend Haugaard (RV) og Poul Dam (SF)