Efter 1. behandling henvist til udvalg på 21 medlemmer: Ove Hansen, Albertsen, Alsing Andersen, Finn Christensen, Gorrsen, Svend Jakobsen, Orla Møller [formand], Søgaard, Bent. Sørensen, Maigaard, Ømann, Poul Schlüter, Stæhr Johansen, Juul-Madsen, H. C. Toft, Enggaard, A. Chr. Andersen, Nyboe Andersen, Niels Helveg Petersen [næstformand], Dahlgaard og: Nordqvist.

Lovforslaget går i hovedtræk ud på følgende:

Pr. 1. april 1977 oprettes en amtskommune omfattende hele hovedstadsområdet, samtidig med at de nuværende Københavns, Frederiksborg og Roskilde amtskommuner nedlægges og Københavns og Frederiksberg kommuners særstatus ophæves. Denne amtskommune overtager samtlige amtskommunale opgaver i området, herunder de af Københavns og Frederiksberg kommuner hidtil varetagne sekundærkommunale opgaver. Som en overgangsordning afholdes allerede i 1974 valg til et fælles´amtsråd samtidig med valgene til de almindelige amtsråd. Det fælles amtsråd skal i tiden 1974-1977 alene varetage de særlige fællesopgaver for området, regionplanlægning m. v., men afløser i 1977 de tre andre amtsråd som amtsråd for den nye amtskommune. Herefter varetager amtsrådet såvel de særlige fællesopgaver som samtlige traditionelle amtskommunale opgaver. Det fælles amtsråd skal have 59 medlemmer, der vælges i 8 valgkredse. Bl. a. under hensyn til den uens befolkningstæthed i hovedstadsområdets enkelte dele foreslås der tilsikret yderområderne (Frederiksborg og Roskilde amtskredse) en overrepræsentation i forhold til deres folketal, således at befolkningen får en rimelig medindflydelse på de indgribende beslutninger, som amtsrådet skal træffe vedrørende udviklingen i disse områder. Amtsrådets politiske sammensætning bestemmes af det samlede valgresultat i hele amtskommunen.

Amtskommunens styrelse skal fastlægges i en af det fælles amtsråd vedtagen styrelsesvedtægt, men der åbnes mulighed for en vis decentralisering af forvaltningen, således at en uoverskuelig central administration kan undgås. Fra 1974 skal det fælles amtsråd som nævnt varetage de mest presserende fælles opgaver i hovedstadsområdet og i den forbindelse administrere en særlig udvildingsstøtte til kommunerne samt forberede oprettelsen af den nye amtskommune pr. 1. april 1977.

Lovforslaget blev i folketinget fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om udligning i hovedstadsområdet, forslag til lov om revision af den kommunale inddeling i Københavns amtsrådskreds samt forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om udligning mellem kommuner i hovedstadsområdet. Ved 1. behandling foretoges endvidere det af boligministeren fremsatte forslag til lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet, de af det radikale venstre fremsatte lovforslag om oprettelse af et hovedstadsråd, om kommunal og amtskommunal udligning i hovedstadsområdet og om revision af den kommunale inddeling i Københavns amtsrådskreds samt det af det konservative folkeparti fremsatte forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et planlægningsråd m. v. samt om kommunal og amtskommunal udligning i hovedstadsområdet.

I lovforslagets bemærkninger er nærmere redegjort for baggrunden for lovforslagets fremsættelse, og der henvises til det af den tidligere regering i 1970 nedsatte særlige udvalg, hovedstadsreformudvalget, som fik til opgave at tilvejebringe et grundlag for samt forslag til en reform for hovedstadsområdet. Fra bemærkningerne skal følgende anføres:

"Hovedstadsreformudvalget afgav betænkning i april 1971 og fremkom heri med et forslag til en samlet administrativ reform for hovedstadsområdet. På grundlag af en omfattende undersøgelse af de kommunale forhold m. v., hvorom der er redegjort i betænkningen „Hovedstadsområdet. Befolkning, opgaver, økonomi", fastslog udvalget, at en reform geografisk måtte omfatte Københavns og Frederiksberg kommuner og Københavns, Frederiksborg og Roskilde amtskommuner. Udvalgets undersøgelse havde vist, at der inden for et således afgrænset område i det store og hele eksisterer de samme problemer, som havde foreligget for landets øvrige bysamfund, der administrativt havde været delt mellem flere kommuner. Dette gjaldt især det udtalte behov for en for hele bysamfundet fælles planlægning, der under hensyntagen til områdets fremtidige udvikling nødvendigvis måtte omfatte samtlige fem sekundærkommuner. Udvalget tog dog samtidig klart afstand fra tanken om at anvende kommunalreformnes princip om én by — én kommune, der ville føre til dannelse af én hele området omfattende kommune og betyde en næsten total prisgivelse af det lokale selvstyre.

Ud fra disse forudsætninger, hvorom der var enighed i udvalget, foreslog et flertal af udvalgets medlemmer, at der som en overbygning over de eksisterende amtskommuner og kommuner, etableres et indirekte valgt fællesorgan, udgået af de sekundærkommunale råd, et hovedstadsråd. Dette hovedstadsråd skulle efter nærmere af udvalget foreslåede regler varetage de fælles opgaver for området, regionplanlægning, trafik, hovedkloakering og rensningsanlæg, vandindvinding samt sygehusplanlægning og skulle have adgang til selvstændig skatteudskrivning til finansiering af udgifterne ved de fælles opgaver, herunder en særlig udviklingsstøtte til områdets kommuner. Endvidere foreslog hovedstadsreformudvalget, at der skulle gennemføres en særlig udligning såvel mellem områdets kommuner som mellem områdets sekundærkommuner, samt at der skulle foretages en begrænset reform af den kommunale inddeling i Københavns amtsrådskreds med henblik på at skabe grundlag for en så vidt mulig ensartet kommunal service i den storbyprægede indre del af hovedstadsområdet.

Regeringen har i vidt omfang kunnet tilslutte sig hovedstadsreformudvalgets forslag. Dette gælder således den foreslåede særlige kommunale udligningsordning og — i en overgangsperiode — tillige den foreslåede amtskommunale udligning, der har dannet grundlag for det samtidig hermed fremsatte forslag til lov om udligning i hovedstadsområdet. Man er endvidere enig i udvalgets forkastelse af anvendelsen af princippet om én by — én kommune på dette område og i det ud fra denne forudsætning udarbejdede forslag til en revision af den kommunale inddeling i Københavns amtsrådskreds, der har ligget til grund for det herom samtidig fremsatte lovforslag. Endelig er man enig i den foreslåede afgrænsning af hovedstadsområdet, ligesom man i vidt omfang kan tilslutte sig de af udvalget udarbejdede forslag til regler for en fælles regionplanlægning og trafikordning m. v. for hovedstadsområdet.

Regeringen kan derimod ikke tilslutte sig udvalgsflertallets forslag om etablering af en treleddet administrativ struktur for området. Efter regeringens opfattelse, der bl. a. støtter sig på en af administrationsdepartementet i august 1971 afgivet udtalelse over hovedstadsreformudvalgets forslag, frembyder en treleddet struktur, hvor der ved siden af kommunerne og amtskommunerne introduceres et helt nyt organ, en nærliggende risiko for såvel kompentenceforde- lingsproblemer som dobbeltadministration. Dette vil kunne medføre såvel manglende effektivitet i varetagelsen af områdets fælles opgaver som et omfattende administrationsspild. Der findes heller ikke noget eksempel på en treleddet administrativ struktur blandt de udenlandske storbyordninger, der er omtalt i hovedstadsreformudvalgets betænkning.

Regeringen har derfor fundet det rigtigt, at en hovedstadsordning baseres på det af hovedstadsreformudvalget opstillede alternativ, en storamtskommune, som regeringen — ligesom udvalget — ser som den eneste anden mulighed for hovedstadsområdets fremtidige administrative struktur. Med en sådan toleddet struktur, der svarer til opbygningen af lokaladministrationen i det øvrige land, og hvorved Københavns og Frederiksberg kommuners hidtidige særstatus automatisk ophæves, undgås den påpegede risiko for kompetencefordelingsproblemer m. v. Samtidig opnås umiddelbart, at fællesorganet for hele området udgår af direkte valg og tillægges samme direkte beskatningsret, som tilkommer landets øvrige amtsråd. Ved etableringen af en storamtskommune opnås endvidere en vis udjævning af de bestående økonomiske uligheder i området, idet eksisterende forskelle i de nuværende sekundærkommuners udgiftsbehov og skattegrundlag fuldstændig udlignes. I samtlige de storbyordninger, der har været omfattet af hovedstadsreformudvalgets undersøgelser, er der i øvrigt også — omend under forskellige former — etableret en toleddet administrativ struktur. Dette gælder
bl. a. Stockholm, hvor der så sent som den 1. januar 1971 er etableret en storamtskommune, efter at et tidligere forslag om etablering af en treleddet struktur er blevet forkastet.

Regeringen finder ikke, at de fremførte indvendinger imod en storamtsløsning taler afgørende imod etablering af en amtskommune for hele hovedstadsområdet. Den indvending, at en storamtskommune vil indebære en central forvaltning af samtlige de amtskommunale opgaver i området med en deraf følgende opbygning af et overordentlig stort og uoverskueligt administrationsapparat, kan således imødekommes gennem en vis decentralisering af amtskommunens administrationsapparat og i nødvendigt omfang tillige af dens styrelsesfunktioner. Der er ikke noget til hinder for, at amtskommunens centrale administration begrænses til de funktioner, der nødvendigvis må være fælles — planlægning, udbygning, budget m. v. — medens den mere lokalt betonede administration og de herfor nødvendige beslutninger delegeres til lokale udvalg under amtsrådet. Sådanne politiske lokalstyrelser indgår i ordningen af sygehusvæsenet inden for den nyetablerede stockholmske storamtskommune, og en tilsvarende løsning for hovedstadsområdets amtskommune bør ikke på forhånd afvises, jfr. i øvrigt bemærkningerne til kapitel 3 om amtskommunens styrelse.

I betragtning af den konstaterede funktionelle samhørighed mellem hovedstadsområdets enkelte dele og henset til de betydelige fordele, der som foran anført knytter sig til etablering af en fælles amtskommune for hovedstadsområdet, finder regeringen i øvrigt ikke — således som hovedstadsreformudvalgets flertal — at det faktiske forhold, at området rummer 1/3 af landets befolkning, er afgørende til hinder for en storamtsløsning.

Lovforslaget fik en gennemgående meget kritisk modtagelse i folketinget og gav anledning til en længere debat, hvorom nærmere må henvises til referatet i folketingets forhandlinger sp. 4323 ff. Udenfor ordførernes rækker tog Bent Sørensen, Knud Damgaard og Finn Christensen (alle S) ordet.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes til behandling, afgav ikke betænkning over nærværende forslag.