Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Koch, Finn Christensen [formand], Tove Lindbo Larsen [næstformand], Inge Fischer Møller, Marichen Nielsen, Tastesen, Birte Weiss, Grete Westergaard, Kurt Brauer, Karen Thurøe Hansen, Gerda Møller, Ellen Strange Petersen, Karlskov Jensen, Kofoed, Mette Madsen, Else-Merete Ross og Gunner Baunsgaard.
Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.
Efter loven undergives de forebyggende helbredsundersøgelser af gravide, jordemoderassistancen i forbindelse med fødsel og sygehusbetjeningen af fødsler en samlet tilrettelæggelse og administration under amtskommunernes og Københavns og Frederiksberg kommuners ansvar. Den nærmere tilrettelæggelse af den offentlige fødselshjælp overlades i videst muligt omfang til amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner selv. Loven indskrænker sig derfor alene til at pålægge disse at tilvejebringe den fornødne adgang for befolkningen til forebyggende helbredsundersøgelser i anledning af svangerskab og til betjeningen af fødsler samt at udarbejde nærmere planer for tilrettelæggelsen deraf, men præciserer ikke nærmere, hvorledes pligten kan eller skal opfyldes. Som grundlag for udarbejdelsen af de enkelte planer, der efter loven skal godkendes af indenrigsministeriet, pålægges det ministeriet efter forhandling med sygehusrådet at udfærdige vejledende retningslinier.
Administrationen og tilrettelæggelsen af opgaverne efter loven var efter lovforslaget henført til amtskommunernes sygehusudvalg, men bestemmelsen blev under forslagets behandling i folketinget ændret, således at opgaverne efter loven bevares under amtskommunernes social- og sundhedsudvalg.
Om lovens hovedbestemmelser skal i øvrigt anføres: Kvinder har i anledning af svangerskab ret til indtil 5 vederlagsfri forebyggende helbredsundersøgelser hos en læge, heraf 3 under svangerskabet, ligesom der er adgang til vederlagsfri forebyggende helbredsundersøgelser hos en jordemoder.
Endvidere har kvinder ret til fødselshjælp enten ved adgang til vederlagsfri fødselsbetjening på sygehus eller anden offentlig
institution eller til vederlagsfri jordemoderhjælp ved fødsel i hjemmet. Endelig er der efter loven hjemlet ret til befordring til de foran nævnte undersøgelser og til indlæggelse på sygehus eller anden institution i anledning af fødsel.
Det er overladt sundhedsstyrelsen at fastsætte retningslinier for gennemførelsen af de forebyggende helbredsundersøgelser, herunder om antallet af disse undersøgelser.
I forbindelse med de forebyggende helbredsundersøgelser skal lægen eller jordemoderen give fornøden vejledning i svangerskabshygiejne. Ved den første undersøgelse efter svangerskabets afslutning skal lægen give oplysning om de sundhedsmæssige problemer i forbindelse med et eventuelt nyt svangerskab. Herunder skal lægen tilbyde vejledning om anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder. Hvis lægen ikke ønsker selv at yde sådan vejledning, eller hvis kvinden ikke ønsker at modtage vejledning af denne læge, skal han henvise hende til en mødrehjælpsinstitution eller til anden lægelig vejledning. (§ 2, stk. 2).
Vejledning om anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder kan tilbydes og ydes til personer, der er under 18 år og ugift eller umyndiggjort i personlig henseende, uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver eller værgen. Bortset fra de i § 2, stk. 2, nævnte tilfælde gælder dette dog kun, såfremt den pågældende er fyldt 15 år. (§ 3).
Hvis lægen eller jordemoderen har opfattelsen af, at kvinden har personlige, sociale eller økonomiske vanskeligheder, bør hun henvises til en mødrehjælpsinstitution eller anden hjælpeinstitution. Er vanskelighederne efter de foreliggende oplysninger årsag til et ønske om svangerskabsafbrydelse, skal hun omgående henvises til en mødrehjælpsinstitution. (§ 4).
Lovens ikrafttrædelsestidspunkt er fastsat til 1. april 1973. Samtidigt ophæves lov nr. 89 af 31. marts 1953 om distriktsjordemødre og lov nr. 200 af 8. juni 1966 om svangerskabshygiejne.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Til grund for lovforslaget forelå betænkning nr. 633/1971 afgivet af det udvalg, som efter henstilling fra Den almindelige danske Jordemoderforening blev nedsat i 1967 med henblik på at undersøge fødselshjælpens tilrettelæggelse. Udvalgsbetænkningen indeholder et udkast til vejledende retningslinier om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, som i det store og hele er tiltrådt af ministeriet. Om disse retningslinier skal følgende anføres fra lovforslagets bemærkninger:
„Efter det i betænkningens side 38-42 indeholdte udkast til vedledende retningslinier om svangerskabshygiejne og fødselshjælp bør der sikres alle kvinder, der ønsker det, adgang til at føde på sygehus eller offentlig klinik. Udbygningen af sygehusvæsenet bør ske på en sådan måde, at målet — udefødsel for alle, der nærer ønske herom — kan opfyldes indenfor et rimeligt tidsrum. Den samlede sygehusplanlægning bør tilrettelægges således, at der tages hensyn til den sengekapacitet, der i dag findes på de private klinikker. De gynækologisk-obstetriske specialafdelinger, hvoraf der efter indenrigsministeriets vejledende retningslinier af 8. juni 1971 for planlægningen af sygehusvæsenets fremtidige udbygning bør være mindst én i hver sygehuskommune, bør indenfor de nærmeste år udbygges til en sådan kapacitet, at alle kvinder med forventede komplikationer kan modtages dér, og at der herudover er plads til et mindre antal normalt fødende indenfor en rimelig afstand fra afdelingen. Ved udformningen af sygehuskommunernes planlægning på noget længere sigt bør der stræbes henimod det optimale mål, at alle fødsler kan finde sted på specialafdeling.
De forebyggende helbredsundersøgelser under svangerskabet foreslås henlagt til lokalt placerede centre med 6—7 jordemødre pr. center. Centerjordemødrene skal udover svangreundersøgelserne tillige varetage selve fødselsbetjeningen, uanset om denne finder sted i hjemmet, på sygehus eller anden offentlig institution. Efter udkastet til retningslinier bør der derfor alene være knyttet det antal jordemødre til specialafdelingerne, der er nødvendigt til varetagelse af svangreundersøgelser i afdelingens ambulatorium. Centertanken indebærer, at der gennem etablering af vagtordninger vil kunne sikres jordemødrene rimelige arbejdsvilkår, samtidig med at jordemødrenes arbejdskraft kan udnyttes rationelt og effektivt."
Om forslagets økonomiske konsekvenser hedder det i bemærkningerne, at en gennemførelse af det tilstræbte mål — fødsel på institution for alle, der ønsker det — vil indebære, at der skal oprettes yderligere ca. 350 sengepladser. Gennemsnitsudgiften til en fødeseng på en obstetrisk specialafdeling udenfor hovedstadsområdet er anslået til 300.000—350.000 kr. Da det imidlertid må forudses, at en del af de yderligere sengepladser vil blive tilvejebragt i form af sengeplads på de i betænkningen omtalte barselshvileafdelinger, hvor anlægsudgiften er betydelig mindre end ved oprettelse eller udvidelse af specialafdelinger, og da etablering af fødesenge i et vist omfang vil overflødiggøre i øvrigt nødvendige udvidelser af kirurgiske sygehusafdelinger, har indenrigsministeriet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fremkomme med et skøn over anlægsudgifterne ved sygehusene og disses fordeling over en årrække som følge af dette lovforslag. Anlægsudgifterne til de af udvalget foreslåede centre har indenrigsministeriet anslået til 3—4 mill. kr. (60-70 centre).
Lovforslaget fik en velvillig modtagelse i folketinget, hvor det blev behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om udøvelse af jordemodergeming og forslag til lov om ændring af lov om offentlig sygesikring. (Fødselshjælp m. m.).
I den af folketingsudvalget afgivne betænkning understreges i forbindelse med en omtale af forslagets økonomiske konsekvenser, at de forventede investeringsudgifter kommer til at strække sig over en årrække, og at spørgsmålet om udbygningstakten må indgå i amtskommunernes samlede prioriteringsovervejelser for sygehusvæsenets fremtidige udbygning. Udvalget bemærkede med tilfredshed, at loven er en rammelov, og at udbygningen af de i bemærkningerne til lovforslaget nævnte undersøgelsescentrer ikke nødvendigvis skal være afsluttet ved lovens ikrafttræden den 1. april 1973, men opbygges i det omfang, det skønnes påkrævet i det enkelte amt, og i overensstemmelse med de retningslinjer, som vil blive udfærdiget af ministeren.
Et flertal (udvalget med undtagelse af venstres medlemmer) indstillede lovforslaget til vedtagelse med en af ministeren foreslået ændring, hvorved forvaltningen af opgaverne i henhold til loven henlægges til amtskommunens social- og sundhedsudvalg i stedet for som oprindeligt foreslået til sygehusudvalget. Et mindretal (venstres medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse uændret.
Ved 2. behandling vedtoges ændringsforslaget med 117 stemmer mod 25. Lovforslaget henvistes til fornyet udvalgsbehandling, og i den af udvalget afgivne tillægsbetænkning fremhæver venstres medlemmer, at modtagne henvendelser fra Amtsrådsforeningen og fra Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi understreger det synspunkt, at administrationen af loven retteligt burde ligge hos amtsrådets sygehusudvalg.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 162 stemmer.