Luk

Luk
Luk

Luk

L 204 Forslag til lov om offentlig styring af kapitalmarkedet.

Samling: 1971-72
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om statsrepræsentation i pengeinstitutternes ledende organer, se side 000.

Lovforslaget havde følgende indhold.:

„§ 1. Økonomi- og budgetministeren nedsætter en kapitalmarkedsstyrelse på 3 medlemmer.

Stk. 2. Kapitalmarkedsstyrelsen fører under ansvar over for ministeren efter dennes direktiver og i overensstemmelse med denne lov styrende tilsyn med pengevæsenet, kreditgivningen og kapitalforsyningen her i landet.

Stk. 3. Formanden for Danmarks Nationalbanks direktion deltager uden stemmeret i kapitalmarkedsstyrelsens møder.

§ 2. Kapitalmarkedsstyrelsen rådfører sig regelmæssigt med et af ministeren nedsat kapitalmarkedsråd, hvori erhvervene og arbejdsmarkedets organisationer er repræsenteret.

§ 3. Kapitalmarkedsstyrelsen udpeger statens repræsentanter til bankers, sparekassers og realkreditinstitutters ledende organer.

§ 4. Til fremme af erhvervslivets og boligbyggeriets kapitalforsyning kan der med finansudvalgets tilslutning oprettes særskilte fonds under kapitalmarkedsstyrelsen. Fondsmidlerne fremskaffes ved obligationsudstedelse samt ved bevillinger på finansloven.

§ 5. Udgifterne til kapitalmarkedsstyrelsen bevilges på de årlige finanslove.

§ 6. Økonomi- og budgetministeren udfærdiger de nærmere bestemmelser om kapitalmarkedsstyrelsens virksomhed."

Om lovforslaget oplystes i øvrigt følgende i de ledsagende bemærkninger:

„Forslaget tilsigter oprettelsen af et organ, der kan varetage de opgaver med hensyn til styring af kapitalforsyningen i samfundet, som folketinget og regeringen til enhver tid ønsker løst af det offentlige. Det er derfor udformet som et skitse- eller rammeforslag, og den nødvendige udfyldning af den givne ramme forudsættes at ske gennem ministerielle bekendtgørelser. Der henvises i øvrigt til fremsættelsestalen."

Lovforslagets grundtanke blev ved 1. behandling afvist af økonomi- og budgetministeren, der fandt lovforslaget både overflødigt og uklart, ligesom det heller ikke fik tilslutning fra de øvrige partiers ordførere.

Udvalget, hvortil lovforslaget henvistes, nåede ikke at tilendebringe behandlingen inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Knud Thomsen (KF), Poul Nyboe Andersen (V), Poul Overgaard Nielsen (RV) og Poul Dam (SF)