Luk

Luk
Luk

Luk

L 223 Lov om ændring af lov for Færøerne om folkepension.

(Om førtidig folkepension og støtte til omsorgsarbejde m. v.).

Af: Socialminister Eva Gredal (S)
Samling: 1971-72
Status: Stadfæstet
Lov nr. 177 af 24-05-1972
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget. Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser for Færøerne om pristalsregulerede sociale ydelser, se følgende sag.

Ved loven, der træder i kraft den 1. juni 1972, gennemføres en udvidelse af adgangen til at opnå førtidig folkepension. Loven tager — som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget — i første række sigte på de færøske fiskere, som på grund af deres særlige arbejdsforhold ofte vil være ude af stand til at fortsætte i deres erhverv, når de kommer op i 60 års alderen, uden at man kan tale om egentlig svigtende helbred. De særlige erhvervsforhold på Færøerne gør det endvidere vanskeligt at indpasse disse fiskere i anden egnet beskæftigelse på landjorden.

Loven indeholder desuden bestemmelser om en udvidet ramme for omsorgsarbejdet blandt pensionisterne på Færøerne. Som de færøske regler hidtil har været udformet, har en pensionist alene kunnet opnå individuelt udmålt hjælp i form af et personligt tillæg til pensionen.

Bestemmelsen i den færøske folkepensionslov om rådighedsbeløbet til personlige tillæg udbygges således, at der i lighed med den danske omsorgslov kan ydes støtte til indretning af bolig, særlige hjælpemidler og omsorgsarbejde af mere generelt tilsnit.

Lovforslaget, der er vedtaget af det færøske lagting, fik tilslutning af alle ordførere og blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 132 stemmer.
Partiernes ordførere
Orla Møller (S), Poul Schlüter (KF), Knud Enggaard (V), Lauge Dahlgaard (RV) og Sigurd Ømann (SF)