Luk

Luk
Luk

Luk

L 236 Forslag til lov om ændring af ligningsloven.

Samling: 1971-72
Status: 3. behandlet/Forkastet
Efter 1. behandling henvist til skatteudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling. Ved lovforslaget foresloges en ændring af § 32 i lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten, jfr. lovbekendtgørelse nr. 431 af 13. september 1971, som ændret ved lov nr. 552 af 17. december 1971. Ifølge den foreslåede ændring skulle der indføres en adgang for de skattepligtige til med opsættende virkning af påklage de kommunale ligningsmyndigheders afgørelser om forskudsregistreringen for vedkommende skatteråd. Ændringen skulle kun gælde, når den skattepligtige har indgivet forskudsskema og de. kommunale ligningsmyndigheder ved den ordinære forskudsregistrering forud for indkomståret har fraveget forskudsskemaet.

Ved fremsættelsen af lovforslaget gjorde ordføreren for forslagsstillerne (Lembourn) opmærksom på dets sammenhæng med lovforslaget om ændring af kildeskatteloven, hvorved finansministeren fik bemyndigelse til at bestemme, at der kan foretages en procentvis forhøjelse eller nedsættelse af indkomstgrundlaget for alle skattepligtige eller grupper af skattepligtige. Denne ændring gjorde det efter forslagsstillernes mening nødvendigt, at der samtidig sikredes skatteborgerne en klageadgang til skatterådene med hensyn til de afgørelser, de kommunale ligningsmyndigheder måtte have truffet angående forskudsangivelserne.

Ved 1. behandling i folketinget af det konservative lovforslag afvistes det af såvel finansministeren som ordførerne for samtlige andre partier under henvisning til, at spørgsmålet om klageinstans havde været indgående drøftet i skatteudvalget under behandlingen af lovforslaget om ændring af kildeskatteloven, og at der herunder var opnået tværpolitisk enighed om, at spørgsmålet skulle løses, men at det ville være rimeligt at afvente afslutningen af nogle forhandlinger, der pågik mellem skattemyndighederne om spørgsmålet.

Lovforslaget forkastedes herefter ved 3. behandling med 132 stemmer mod 31 (KF).
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), Hans Lund (S), Hans Jørgen Lembourn (KF), J. E. Foged (V), Bernhard Baunsgaard (RV) og Rolf Lütken (SF)