Luk

Luk
Luk

Luk

L 33 Lov om Københavns Fondsbørs.

Af: Minister for handel, håndværk industri og søfart Erling Jensen () Minister for handel, håndværk industri og søfart og Erling Jensen ()
Samling: 1971-72
Status: Stadfæstet
Lov nr. 220 af 07-06-1972
Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Poul Dalsager, Camre [formand], Ove Hansen, Thomas Have, Svend Jakobsen, Erling Olsen [næstformand], Birte Weiss, Henning Philipsen, Ruth Olsen, Knud Thomsen, Mads Eg Damgaard, Hans Kjær, Jens Peter Jensen, Nyboe Andersen, Lennart Larson, Dagmar Andreasen og Niels Helveg Petersen.

Ved loven gennemføres en aiourføring af den hidtil gældende fondsbørslov, som blev gennemført i 1930, men hvis bestemmelser i vid udstrækning gik helt tilbage til fondsbørsloven for 1919.

Om lovens indhold skal anføres følgende hovedtræk:

Der er gennemført en udvidelse af fondsbørsbestyrelsens sammensætning, således at såvel Nationalbanken som de private banker og realkreditinstitutionerne repræsenteres i bestyrelsen. Samtidig er der bl. a. sket en reduktion af fondsbørsvekselerernes repræsentanter i bestyrelsen, således at antallet af medlemmer fortsat holdes på et hensigtsmæssigt niveau.

Loven indebærer tillige en adskillelse af funktionerne som tilsynsførende og som formand for fondsbørsbestyrelsen, hvilke hverv hidtil begge er blevet bestridt af direktøren for tilsynet med banker og sparekasser. Efter loven er det sådan, at formanden for fondsbørsbestyrelsen er en person, der er uafhængig af de øvrige i bestyrelsen repræsenterede interessegrupper, men som samtidig er i besiddelse af de nødvendige kvalifikationer til at bestride denne post.

Endvidere skal det nævnes, at det efter loven er fondsbørsbestyrelsen som fastsætter optagelsesbetingelserne og i øvrigt vurderer et selskabs egnethed med henblik på optagelse på efterbørsen.

For fondsbørsvekselerernes vedkommende gennemfører loven en skærpelse af de sikkerhedsmæssige krav. Der er sket en lovfæstelse af den forsikringsordning til fordel for fondsbørsvekselerernes klienter, som vekselererne på frivilligt grundlag gennemførte for nogle år siden. Endvidere er lovfæstet kravene til vekselerernes egenkapital, som efter praksis allerede har været gældende i en årrække.

Den tilsynsførende kontrollerer fondsbørsvekselerernes økonomiske forhold og fører tilsyn med fondsbørsen. Direktøren for bank- og sparekassetilsynet skal fortsat have tilsynet med fondsbørsvekselererne og med fondsbørsen. Tilsynet med fondsbørsen betyder, at den tilsynsførende fører kontrol med fondsbørsbestyrelsens dispositioner og bl. a. påser, at bestyrelsen giver de nødvendige regler for vekselerernes børshandel, så bestyrelsen får hånd i hanke med, at børshandelen finder sted i overensstemmelse med såvel lovens bogstav som med dens ånd.

Vedrørende ikrafttrædelsestidspunktet indeholder loven en bestemmelse om, at loven træder i kraft, når handelsministeren bestemmer det, dog senest 6 måneder efter dens stadfæstelse.

Til grund for lovforslaget forelå den af handelsministeriets udvalg til revision af fondsbørsordningen udarbejdede betænkning nr. 600/1971 „Fondsbørsen og fondsbørsvekselererne", og forslaget var, bortset fra visse mindre ændringer, identisk med det i betænkningen indeholdte lovudkast. Som bilag til lovforslaget fulgte udkast til en bekendtgørelse, som indeholder de nærmere forskrifter for børsens og fondsbørsvekselerernes virksomhed. Også dette bekendtgørelsesudkast fulgte i det store og hele betænkningens forslag herom.

Lovforslaget blev i folketinget gennemført med en enkelt ændring, hvorved fondsbørsens bestyrelse blev udvidet fra 11 til 12 medlemmer. Om dette spørgsmål blev følgende anført i den af folketingsudvalget afgivne betænkning:

„Udvalgets drøftelser har bl. a. drejet sig om fondsbørsbestyrelsens sammensætning. Disse drøftelser er resulteret i, at et flertal (socialdemokratiets, socialistisk folkepartis og venstres medlemmer af udvalget) har stillet det nedenstående ændringsforslag om at udvide fondsbørsens bestyrelse fra 11 til 12 medlemmer, idet realkredittens repræsentation i bestyrelsen foreslås forøget fra 2 til 3 medlemmer. Realkreditrådet har i denne forbindelse over for handelsministeren givet udtryk for, at rådet — såfremt folketinget beslutter sig til at udvide realkredittens repræsentation i fondsbørsens bestyrelse fra to til tre medlemmer — som en af sine tre repræsentanter vil indvælge et af de bestyrelsesmedlemmer i realkreditinstitutterne, der er tilknyttet et af de sociale selskaber. Realkreditrådet vil også i fremtiden efter den første valgperiodes udløb være sindet at lade et af de tre bestyrelsesmedlemmer være en person, der er udgået fra de sociale selskaber."

Det fremgår iøvrigt af betænkningen, at handelsministeren har givet tilsagn om at forelægge det endelige bekendtgørelsesudkast for folketingsudvalget inden dets ikrafttræden, og at udvalget under henvisning hertil indstillede, at det i henhold til forretningsordenens § 7, stk. 6, vedblev at bestå indtil samlingens afslutning.

Et flertal (socialdemokratiets, socialistisk folkepartis og venstres medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse med det af flertallet stillede ændringsforslag, mens et mindretal (det konservative folkepartis og det radikale venstres medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse uændret.

Ved 2. behandling vedtoges det af flertallet stillede ændringsforslag med 95 stemmer mod 26, mens 22 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. — Ved 3. behandling vedtoges det således ændrede lovforslag enstemmigt med 109 stemmer.
Partiernes ordførere
Poul Dalsager (S), Knud Thomsen (KF), Jens Peter Jensen (V), Niels Helveg Petersen (RV) og Henning Philipsen (SF)