Luk

Luk
Luk

Luk

L 41 Lov om konsulære forbindelser.

Af: Udenrigsminister K. B. Andersen ()
Samling: 1971-72
Status: Stadfæstet
Lov nr. 67 af 08-03-1972
Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Frode Jakobsen, Poul Dalsager [næstformand], Helle Degn, Jørgen Peder Hansen [formand], Risgaard Knudsen, Orla Møller, Søgaard, Gert Petersen, Kristine Heltberg, Knud Thomsen Niels Andersen (fra 14/1 Knud Østergaard), Mads Eg Damgaard, Per Federspiel, Arne Christiansen, Poul Hartling, K. Helveg Petersen og Svend Haugaard.

Loven har følgende ordlyd:

"§ 1. Fremmede staters konsulære repræsentationer og de til sådanne repræsentationer knyttede personer nyder de rettigheder og den immunitet, som er fastsat ved den i Wien den 24. april 1963 udfærdigede konvention om konsulære forbindelser og den til konventionen knyttede protokol om erhvervelse af statsborgerskab.

§ 2. Udenrigsministeren kan gøre sådanne afvigelser fra konventionen, som ifølge dennes artikel 72, stk. 2, litra a, måtte være berettigede i forhold til stater, der anvender konventionen begrænsende over for danske konsulære repræsentationer og de dertil knyttede personer.

Stk. 2. Udenrigsministeren kan ligeledes gøre afvigelse i forhold til stater, der ikke har tiltrådt konventionen.

§ 3. Der kan ved kgl. anordning fastsættes nærmere bestemmelser til lovens gennemførelse.

§ 4. Tidspunktet for lovens ikrafttræden bestemmes af udenrigsm inister en."

Loven tilsigter at skabe forudsætning for Danmarks ratifikation af den i Wien den 24. april 1963 undertegnede konvention om konsulære forbindelser. Denne konvention er et resultat af De forenede Nationers almindelige virke for en skriftlig ned- fældelse og udvikling af folkerettens regler.

Som det fremgår bl. a. af udenrigsministerens fremsættelse er konventionen for størstedelen af indholdets vedkommende en skriftlig nedfældelse af allerede gældende folkeretlig sædvane og praksis. Konventionen, der berører så forskellige områder som retspleje, straffelovgivning, sociallovgivning, skatte- og toldlovgivning, post- og telekommunikationslovgivning m. m., indeholder kun få nydannelser, men formulerer faste regler for de særlige rettigheder og den beskyttelse, der ydes konsulære repræsentationer og deres personale i henhold til sædvane og praksis. I konventionen gives der også bestemmelse om de arbejdsopgaver, der påhviler konsulære embedsmænd.

De i Wienerkonventionen omhandlede rettigheder m. v. ydes allerede i vidt omfang de i Danmark værende konsulære repræsentationer og deres personale, idet dog bemærkes, at rettigheder og immuniteter for så vidt angår honorære, konsulære embedsmænd er af meget begrænset omfang. Grundlaget for disse rettigheder findes spredt i en række love og forordninger samt i almindelig praksis. For at skabe tilstrækkelig sikkerhed for en effektiv gennemførelse af konventionen og undgå vanskeligheder i forbindelse med dens anvendelse her i landet har udenrigsministeriet og fagministerierne fundet det hensigtsmæssigt, at der - forinden ratifikationen - vedtages en særlig lov, der henviser til konventionens bestemmelser. Virkningen heraf vil være, at ældre lovbestemmelser, som måtte være uforenelige med de pågældende konventionsbestemmelser, ændres eller bortfalder. Ressortministerierne har i øvrigt allerede gennemgået gældende lov og praksis og i vidt omfang foranlediget gennemført en tillempning til konventionens bestemmelser.

Om konventionens nærmere indhold må i øvrigt henvises til det fremsatte lovforslag, hvortil konventionen er optrykt som bilag, ledsaget af bemærkninger.

Lovforslaget fik i folketinget tilslutning fra alle sider. Flere ordførere fremhævede den også af ministeren anførte begrundelse, at konventionen ville kunne få en ganske særlig betydning for forholdet til den række nye stater, som var blevet oprettet i de senere år.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.
Partiernes ordførere
Frode Jakobsen (S), Knud Thomsen (KF), Per Federspiel (V), K. Helveg Petersen (RV) og Gert Petersen (SF)