Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Søren B. Jørgensen, Svend Erik Andersen, Jørgen Peder Hansen [formand], Henning Jensen, Johan Nielsen, Moses Olsen, Axel Ivan Pedersen, Poul Dam, Kurt Brauer, Thestrup, Lembourn, Hans Toft, Holger Hansen, Nyboe Andersen, From, Svend. Haugaard [næstformand] og Ole Vig Jensen.

Ved loven tilvejebringes det lovmæssige grundlag for ekspropriationer i Grønland. Loven omfatter fremgangsmåden ved grønlandske ekspropriationer og giver hjemmel for en række af de formål, til hvilke ekspropriation kan ske.

For så vidt angår fremgangsmåden, har man som forbillede benyttet den her i landet gældende lov af 4. juni 1964 om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Denne lovs administrative opbygning er i det hele fulgt. Man har lagt vægt på, at ekspropriationerne ledes af de samme myndigheder som i det øvrige Danmark, således at den størst mulige erfaring er tilsikret, og at garantien for uvildig behandling af borgernes eventuelle klager er lige så gode i Grønland som i det øvrige Danmark. Den øverste myndighed for ekspropriationer i Grønland er ministeren for Grønland.

Det bemærkes, at loven ikke indeholder regler om taksationskommission til administrativ efterprøvelse af erstatningsfastsættelserne. Disse spørgsmål kan efter loven indbringes direkte for Grønlands landsret.

Ved sin opregning af de formål, til hvilke der kan eksproprieres, går loven i enkelte bestemmelser ud over den bestående danske ekspropriationslovgivning. Dette gælder f. eks. bestemmelsen i lovens § 1, stk. 1, nr. 11, der under de sædvanlige betingelser tillader ekspropriation af bl. a. boliger, hvis dette er nødvendigt for opnåelse af tilfredsstillende bebyggelsesforhold og hensigtsmæssig udnyttelse af arealer, der er anvendelige til bebyggelse, når dette er led i en af vedkommende kommunalbestyrelse og ministeren for Grønland godkendt bebyggelsesplan.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte ministeren for Grønland ved dets fremsættelse i folketinget bl. a., at det måtte ses ikke alene som en imødekommelse af et ofte fremsat ønske fra Grønlands landsråd, men også som opfyldelsen af et lige så stærkt ønske fra de statslige organer, der har ansvaret for løsningen af de betydelige anlægsopgaver i Grønland.

I mangel af en ekspropriationslovgivning havde det offentlige som bygherre hidtil i hvert enkelt tilfælde måttet forhandle sig til rette med ejerne af huse, der skulle fjernes for at give plads for mere hensigtsmæssigt byggeri. Imidlertid havde der i de senere år været tilfælde, hvor ejerne havde udnyttet statens tvangssituation og forlangt erstatninger, der lå langt over vurderingssummen, hvilket man havde måttet acceptere, idet alternativet havde været, at den planlagte anlægsvirksomhed havde måttet opgives, fordi ingen anden forsvarlig løsning af anlægsopgaven havde været mulig.

Om den foreslåede hjemmel til ekspropriation til boligformål udtalte ministeren:

„Hvad specielt angår lovforslagets § 1, nr. 11, der i givet fald giver hjemmel til at ekspropriere boliger for at skaffe arealer til andet boligbyggeri, er jeg helt klar over denne bestemmelses kontroversielle karakter. Når jeg alligevel har valgt at medtage bestemmelsen blandt de lovhjemlede ekspropriationsformål, er årsagerne hertil flere. For det første har landsrådet udtrykkeligt bedt om at få en sådan bestemmelse medtaget i loven, for det andet er det navnlig ved gennemførelsen af rækkehus- og etagehusbyggeriet i de grønlandske byer, at hjemmelen er påkrævet, for det tredie er de garantier, der er sat for at undgå misbrug, betydelige, og endelig vil loven som helhed miste sin værdi, hvis dette meget vigtige ekspropriationsformål holdes ude."

Under folketingets i øvrigt velvillige behandling af lovforslaget var det navnlig den nævnte bestemmelse om ekspropriation til boligformål, der gav anledning til debat. Såvel af Thestrup (KF) som af From (V) blev der udtrykt betænkeligheder, men venstres medlemmer af folketingsudvalget kunne tilslutte sig bestemmelsen efter udvalgsbehandlingen, der resulterede i, at ministeren stillede et ændringsforslag om en vis stramning af forudsætningen for denne ekspropriation. Ministerens ændringsforslag kunne imidlertid ikke tilfredsstille det konservative folkepartis medlemmer af udvalget, der under henvisning til det hidtil i dansk lovgivning anerkendte princip: at man ikke eksproprierer til boligformål, stillede ændringsforslag om, at bestemmelsen skulle udgå af lovforslaget.

Ved lovforslagets 2. behandling forkastedes det konservative ændringsforslag med 108 stemmer mod 27, og lovforslaget med den af ministeren foreslåede ændring vedtoges derefter enstemmigt ved 3. behandling med 143 stemmer.