Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Robert Pedersen, Albertsen, Normann Andersen, Jørgen Peder Hansen, Hjortnæs, Søgaard, Tastesen (formand), Vivike (næstformand), Kurt Brauer, Henning Andersen, Gerda Møller, Knud Thomsen, Jens Peter Jensen, Kofoed, Mette Madsen, Gudme og Nordqvist.

Ved loven foretages ændringer i søloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 163 af 12. maj 1967, fsv. angår reglerne om partrederi og om søpanteret m. v.

Loven er et nyt resultat af det nordiske samarbejde, der igennem en årrække har fundet sted og stadig fortsætter mellem de udvalg, der er nedsat i de 4 nordiske lande med henblik på revision af sølovgivningen. Det danske sølovsudvalg afgav i august 1970 sin 3. delbetænkning (betænkning nr. 580/1970), og nærværende lov følger i det væsentlige det af udvalget udarbejdede lovudkast, idet der dog i samarbejde med justitsministeriets lovafdeling er foretaget en del redaktionelle ændringer i lovteksten af lovteknisk og sproglig art samt enkelte ændringer af mere reel karakter.

Sølovens bestemmelser om partrederi har ikke været ændret siden de nordiske sølove blev gennemført i slutningen af forrige århundrede, og bestemmelserne trængte derfor i adskillige henseender til at blive moderniseret og suppleret. Det fremgår af udvalgets bemærkninger til lovudkastet, at denne rederiform stadig anvendes i betydelig udstrækning. En opgørelse pr. 1. februar 1970 viste, at der da fandtes 1.295 partrederier, hovedsagelig indenfor den mindre skibsfart og fiskerierhvervet. Da det er almindeligt, at der i de små partrederier ikke afsluttes nogen egentlig rederikontrakt, der kan regulere forholdet mellem partrederne, fandt man, at der fortsat er behov for, at søloven indeholder et sæt regler, der kan løse forskellige problemer vedrørende rederidriften, overgang af skibsparter, opløsning af partrederiet og lignende forhold.

Kapitlet om søpanteret er ændret i overensstemmelse med reglerne i den i Bruxelles i 1967 vedtagne nye konvention angående søpanterettigheder og kontraktmæssige panterettigheder i skib med henblik på en samtidig nordisk tiltrædelse af denne konvention. Efter 1967-konventionen er antallet af sø- panterettigheder blevet begrænset, hvilket bl. a. er sket ud fra ønsket om at styrke den langfristede kredit i skibe. Medens den tidligere på dette område gældende internationale konvention fra 1926 gav søpant såvel i skibet som i fragten og i en række accessorier (erstatningskrav, fælles havaribidrag, bjærgeløn), indskrænker 1967-konventionen sig endvidere til søpant i skibet. Uanset at hverken 1926- eller 1967-konventionen omhandler søpant i ladningen, bevarer loven dog med enkelte ændringer de hidtil gældende regler herom.

Med hensyn til lovens enkeltheder må henvises til selve lovteksten og det ovennævnte danske udvalgs udførlige motiver, der er optrykt som bilag til lovforslaget.

Ifølge lovens § 2 bestemmes tidspunktet for lovens ikrafttræden af handelsministeren.

Lovforslaget, der i folketinget blev behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om skibsregistrering og forslag til lov om ændring af lov om forsikringsaltaler, fik en meget velvillig modtagelse ved 1. behandling.

Forslaget henvistes til behandling i et udvalg, i hvis betænkning der blev stillet 3 ændringsforslag. For det første stillede handelsministeren forslag om, at den nye regel i § 54, stk. 1, 2. pkt, om adgang for en partreder til med 6 måneders skriftligt varsel til medrederne at kræve partrederiet opløst, ikke får tilbagevirkende kraft med hensyn til partrederier, der var oprettet før lovens ikrafttræden, idet skæringsdatoen dog af praktiske grunde blev fastsat til den 1. januar 1973.

Dette ændringsforslag var tiltrådt af udvalget. For det andet stillede handelsministeren et ændringsforslag af redaktionel karakter, som ligeledes var tiltrådt af udvalget. Endelig stillede et mindretal (det radikale venstres medlemmer af udvalget) forslag om at lade den foreslåede affattelse af lovens § 53, stk. 2, 1. og 3. pkt., udgå. Ifølge denne bestemmelse kan partrederiets fordringshavere, for så vidt angår forpligtelser, som påhvilede rederiet ved overgangen, enten holde den tidligere partreder eller erhververen ansvarlig. Har en fordringshaver foretaget retsligt skridt mod erhververen, er den tidligere partreder frigjort overfor denne fordringshaver. Mindretallet fandt, at bestemmelsen, der er ny i forhold til hidtil gældende lov, er i strid med dansk rets almindelige regler, hvorefter utinglyst løsgæld ikke overtages samtidig med et formuegodes erhvervelse.

Ved lovforslagets 2. behandling fik mindretallets ændringsforslag ikke tilslutning for de øvrige partiers ordførere, som fandt, at kreditorhensynet på dette område måtte gå forud for hensynet til debitor. Mindretallets ændringsforslag forkastedes herefter med 97 stemmer mod 21, mens 1 medlem tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 140 stemmer.