Luk

Luk
Luk

Luk

F 2 I anledning af undervisningsministerens udtalelser ved afslutningen af UNESCOs 3. internationale konference om voksenundervisning i Tokyo ønskes en redegørelse fra ministeren om dansk voksenundervisning på grundlag af de forberedelser, der er foregået i Danmark i forbindelse med konferencen, og om, hvorledes ministeren agter at følge resultaterne op.

Til: Undervisningsminister Knud Heinesen (S)
Samling: 1972-73
Status: Foretaget
Efter at ordføreren for forespørgerne (Ole Vig Jensen (RV)) nærmere havde begrundet forespørgslen, gav undervisningsministeren en indgående redegørelse.

Ministeren understregede, at voksenundervisningen var inde i en stærk udvikling, som antagelig ville fortsætte i de kommende årtier. Han fremdrog nogle konklusioner på grundlag af den stedfundne Tokyo-konference, som måtte indgå i grundlaget for den fremtidige planlægning her i landet.

Som noget væsentlig nævnede ministeren ideen om den livslange, integrerede uddannelse, som syntes universelt accepteret som grundlaget for hele uddannelsen i et dynamisk samfund.

Ideen i den livslange uddannelse og udvikling var først og fremmest, at al uddannelse måtte ses i sammenhæng og følgelig også uddannelsernes planlægning. Det var da også helt i overensstemmelse med denne tankegang, at regeringen i den nærmeste fremtid ville nedsætte et uddannelsesråd for alle uddannelser med dertil hørende sektorråd.

Ministeren gik derefter nærmere ind på de mange forskellige uddannelsesformer og -muligheder. Han sluttede med at understrege nødvendigheden af i lovgivningen at sikre, at uddannelsessystemet blev indrettet således, at alle voksne fik mulighed for og blev opmuntret til at tage del i de mange varierende undervisnings- og uddannelsestilbud, som gaves, og gav regeringens tilslutning til en høj prioritering af disse opgaver i de kommende år.

I den efterfølgende debat deltog — foruden ordføreren for forespørgerne og undervisningsministeren — Søgaard (S), Gerda Møller (KF), Robert Christensen (V) og Kristine Heltberg (SF). Uden for ordførernes kreds talte Robert Pedersen (S), K.Helveg Petersen (RV) og Poul Dam (SF).
Partiernes ordførere
Poul Søgaard (S), Robert Christensen (V), Gerda Møller (KF), Ole Vig Jensen (RV) og Kristine Heltberg (SF)