Luk

Luk
Luk

Luk

L 117 Forslag til lov om ændring af lov om styrelsen af kommunernes skolevæsen og af virksomhed efter lov om fritidsundervisning m. v.

Samling: 1972-73
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til undervisningsudvalget.

Ved lovforslaget foresloges adskillige ændringer i lov nr. 44 af 9. februar 1970 om styrelsen af kommunernes skolevæsen og af virksomhed efter lov om fritidsundervisning m. v., der ville muliggøre en decentralisering af styreformen inden for skolevæsenet samt administrative forenklinger inden for folkeskoleområdet og fritidsundervisningsområdet.

Det foresloges således, at skolenævnets stilling styrkes, således at dette i videre udstrækning, end det er tilfældet efter den gældende lov, får bemyndigelse til at træffe bestemmelser om forhold, der vedrører den enkelte skole. Endvidere foresloges de nuværende skole- og fritidskommissioner samt de til fritidskommissionerne knyttede nævn: ungdomsskolenævnet, fritidsnævnet og voksenundervisningsnævnet, erstattet af en samlet undervisningskommission. Endelig foresloges en væsentlig overflytning af kompetence fra amtsrådene til den enkelte kommunalbestyrelse.

Såvel undervisningsministeren som Bent Sørensen (S), Holger Hansen (V), Samuelsen (RV) og Jette Boutrup (SF) gav tilslutning til hovedsigtet i lovforslaget. Undervisningsministeren fandt dog, at det burde behandles sammen med regeringens forslag, som var bebudet i den skriftlige redegørelse i tilslutning til åbningstalen, og hvis fremsættelse i øvrigt havde nøje sammenhæng med forslag til lov om folkeskolen. I øvrigt udtrykte han en vis skepsis over for den måde, på hvilken det konservative folkeparti havde tænkt sig at gennemføre lovforslagets hovedsigte. De øvrige ordførere tilsluttede sig disse synspunkter.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til undervisningsudvalget, der ikke færdigbehandlede forslaget inden samlingens slutning.
Partiernes ordførere
Bent Sørensen (S), Flemming Jensen (KF), Holger Hansen (V), Ole Samuelsen (RV) og Jette Boutrup (SF)