Luk

Luk
Luk

Luk

L 122 Lov om sterilisation og kastration.

Af: Justitsminister K. Axel Nielsen (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 318 af 13-06-1973
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Lovens hovedindhold fremgår af § 2, der har følgende indhold:

"§ 2. Enhver, der er fyldt 25 år og har bopæl her i landet, har ret til at blive steriliseret.

Stk. 2. Dette gælder dog ikke personer, der er umyndiggjort i personlig henseende, sindssyge eller åndssvage."

For personer under denne aldersgrænse er der fortsat mulighed for at få foretaget sterilisation. Efter lovens § 4 kan dette ske efter tilladelse fra mødrehjælpens samråd. Betingelserne er for kvindernes vedkommende de samme som i den tidligere lov med enkelte sproglige tilpasninger. Derimod indeholder § 3, stk. 2, og § 4 en væsentlig udvidelse af ægtefællens og samleverens mulighed for at få foretaget sterilisation. Opfylder en af parterne betingelserne, kan dennes ægtefælle eller samlever uden yderligere vilkår få tilladelse til sterilisation.

Kravet om, at anmodning om sterilisation af personer, der enten er ude af stand til at forstå indgrebets betydning, eller fra hvem det på grund af deres psykiske tilstand er betænkeligt at modtage anmodningen, skal fremsættes, henholdsvis tiltrædes, af en værge, er opretholdt i § 6, stk. 2, og § 7, ligesom indgrebet for disse personers vedkommende kun kan foretages efter tilladelse fra samrådet, selv om de pågældende er fyldt 25 år.

Samrådets afgørelser kan efter § 5, stk. 2, indbringes for det ankenævn, der er oprettet i henhold til svangerskabsafbrydelsesloven, i stedet for som tidligere for justitsministeriet. Denne ændring er begrundet i, at der i en betydelig del af sterilisationssagerne samtidig søges om svangerskabsafbrydelse, og at ankenævnet har erhvervet en betydelig sagkundskab på dette område.

Endelig er det i § 11 bestemt, at udgifterne ved sterilisation der hidtil har været afholdt af statskassen, nu afholdes efter reglerne om almindelig sygebehandling.

Reglerne om hastration er i loven skilt ud som et særligt kapitel 5, men der er kun foretaget enkelte mindre væsentlige ændringer i forhold til den tidligere lov.

Ved 1. behandlingen blev forslaget modtaget velvilligt af samtlige partiers ordførere, men alle var inde på spørgsmålet om aldersgrænsens fastlæggelse, og udvalgsbehandlingen resulterede også i ændringsforslag om en såvel højere som lavere aldersgrænse. Ved 3. behandlingen vedtoges lovforslaget enstemmigt med 163 stemmer idet Poul Dam, Lene Bro og Kristine Heltberg undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Helle Degn (S), Svend Karlskov Jensen (V), Hanne Budtz (KF), Else-Merete Ross (RV) og Ruth Olsen (SF)