Luk

Luk
Luk

Luk

L 195 Forslag til lov om ophævelse af lov om anlæg og drift af en tunnelbane i Københavns kommune.

Samling: 1972-73
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Forslaget har følgende ordlyd:

"Lov nr. 233 af 3. juni 1967 om anlæg og drift af en tunnelbane i Københavns kommune ophæves."

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår følgende:

Lovforslaget om de københavnske tunnelbaner er vedtaget under forudsætning af en stærk vækst i beskæftigelsen i de centrale københavnske bydele. Denne vækst formodedes på tidspunktet for lovens vedtagelse at blive så stor, at hverken vejnettet eller det hidtidige S-togsnet ville kunne klare belastningen.

Denne forudsætning har ikke længere gyldighed. Beskæftigelsen i de centrale københavnske bydele er ikke steget i det forventede omfang, tværtimod har den vist faldende tendens. Desuden har den tekniske udvikling muliggjort en udbygning af kapaciteten på S-togsnettet, så den selv i de travleste timer er væsentlig større end det nuværende behov. Tunnelbaneanlægget kan altså ikke begrundes i hensynet til det statslige S-banenet.

Samtidig er der med hensyn til vejanlæg sket en almindelig omlægning af byrde- og ansvarsfordeling, så der ikke længere ydes statslige tilskud til vejopgaver af rent lokal karakter. Lokale veje skal besluttes og betales af lokale myndigheder.

Dette princip bør også overføres på de københavnske tunnelbaner, der alene tjener til at løse rent lokale trafikopgaver.

Der er derimod ikke med dette lovforslag taget principiel stilling til statens medvirken ved jernbaneanlæg i byområder.

Lovforslaget vandt ikke tilslutning hos de øvrige partiers ordførere, ligesom minister for offentlige arbejder Kampmann fandt, at man burde afvente nærtrafikrapporten fra DSB, før man skred til et lovgivningsinitiativ.

Udvalget afgav ikke betænkning over nærværende lovforslag.
Partiernes ordførere
Knud Damgaard (S), A. Stæhr Johansen (KF), Ove Guldberg (V), Sven Skovmand (RV) og Arne Larsen (SF)