Luk

Luk
Luk

Luk

L 209 Forslag til lov om ændring af lov om offentlig sygesikring.

(Kiropraktisk behandling).

Af: Socialminister Eva Gredal (S)
Samling: 1972-73
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Ifølge lovforslaget yder den offentlige sygesikring tilskud til kiropraktisk behandling ved kiropraktor, der er godkendt af Dansk Kiropraktor-Råd, selv om der ikke foreligger henvisning fra en læge.

I bemærkningerne til lovforslaget peges der på, at der i den offentlige debat ofte er fremsat ønske om tilskud til kiropraktorbehandling, og det oplyses, at socialministeriet, efter at der under et kommissionsarbejde i årene 1963-69 ikke havde kunnet opnås enighed om en autorisationsordning for kiropraktorer, har åbnet mulighed for ydelse af sygekassetilskud til behandling ved kiropraktorer, men at denne mulighed ikke har fået større betydning, da lægerne har vægret sig ved at henvise patienterne til kiropraktorbehandling.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslaget, at man påregner en forsøgsperiode med visse maksimeringer for at undgå for store offentlige udgifter.

Lovforslaget fik ved 1. behandling tilslutning af Evald Kristensen (S) og Lis Møller (KF). Endvidere havde Kofoed (V), Valbak (RV) og Poul Dam (SF) sympati for lovforslaget, men fremhævede betænkeligheden ved den til grund liggende godkendelse af et nyt uddannelsessystem og henviste herved bl. a. til vanskeligheden ved at vurdere konsekvenserne.

Socialudvalget nåede ikke at tilendebringe behandlingen af forslaget inden folketingsårets slutning.
Partiernes ordførere
Evald Kristensen (S), Lis Møller (KF), Niels Anker Kofoed (V), Aage Valbak (RV) og Poul Dam (SF)