Luk

Luk
Luk

Luk

L 235 Forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri.

(Udligningsbidrag til Boligselskabernes Landsbyggefond).

Af: Boligminister Helge Nielsen (S)
Samling: 1972-73
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med en række andre forslag:

Forslag til lov om ændring af lov om leje (lejeansættelse, beboerdemokrati og bytteret m.v.).

Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene.

Forslag til lov om et udligningsbidrag til staten af visse faste ejendomme,

Forslag til lov om indeksregulerede lån til almennyttigt byggeri og

Forslag til lov om ændring af lov om boligsikring.

Disse forslag er behandlet i årbogen.

Herom henvises til behandlingen af forslag til lov om ændring af lov om leje, (A. II. nr. 15) hvor tillige retningslinierne for de langsigtede ændringer i boliglovgivningen er gengivet, og hvor den af udvalget afgivne beretning om de omhandlede lovforslag er aftrykt.

I forbindelse med overvejelserne om tilrettelæggelse af den langsigtede boligpolitik har regeringen lagt vægt på, at der skabes grundlag for at øge selvfinansieringen inden for det almennyttige byggeri og således, at der samtidig tilvejebringes en tilpasning af lejeniveauerne i forholdet mellem det ældre og nyere byggeri. Denne målsætning søges ved det foreliggende lovforslag tilvejebragt ved at påligne boligafdelinger, der er taget i brug inden udgangen af 1964, et udligningsbidrag til landsbyggefonden på 20 ‰ af den ansatte værdi ved den seneste almindelige offentlige vurdering.

Forslaget må betragtes som første led i en tilpasningsordning og skal ses i relation til forslag til lov om indeksregulerede lån til almennyttigt byggeri, der bl. a. indeholder regler om anvendelsen af provenuet fra udligningsbidragene.

De foreslåede udligningsbidrag skønnes at ville andrage ca. 200 mill. kr. om året, i finansåret 1974-75 dog kun ca. 100 mill. kr., idet udligningsbidraget for dette finansår foreslås fastsat til 10 ‰. Dette skyldes, at sidste rate af vurderingsforhøjelserne vil blive pålignet den 1. april 1974, og disse forhøjelser vil andrage ca. 67 mill. kr.

De foreslåede udligningsbidrag vil indgå i driftsbudgetterne for de pågældende afdelinger og vil — sammen med afdelingens øvrige driftsudgifter — blive fordelt på de enkelte lejemål efter lejlighedernes indbyrdes værdi i overensstemmelse med de almindelige retningslinier for lejefastsættelse i almennyttigt byggeri.

De foreslåede udligningsbidrag forudsættes indbetalt til landsbyggefonden og anvendt til støtte for byggeriet efter herom nærmere fastsatte regler. Den foreslåede ordning vil således ikke påvirke omfanget af den statslige eller kommunale administration.

Boligudvalget færdigbehandlede ikke forslaget.

Om udvalgets beretning henvises til foranstående sag nr. II.A.5.
Partiernes ordførere
Svend Jakobsen (S), Ove Guldberg (V), Per Bendix (KF), Lauge Dahlgaard (RV) og Henning Philipsen (SF)