Luk

Luk
Luk

Luk

L 87 Lov om administration af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om etablering af en fælles strukturpolitik for fiskerisektoren og om den fælles markedsordning for fiskerivarer m. v.

Af: Fiskeriminister Chr. Thomsen (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 562 af 21-12-1972
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Ved lovens § 1 bemyndiges fiskeriministeren til at fastsætte de bestemmelser og at iværksætte de øvrige foranstaltninger, der er nødvendige for anvendelsen her i landet af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om etablering af en fælles strukturpolitik for fiskerisektoren og om den fælles markedsordning for fiskerivarer. Ministeren kan dog fastsætte bestemmelser om fravigelse af de nævnte forordninger, i det omfang disse eller akten vedrørende vilkårene for tiltrædelsen af De europæiske Fællesskaber indeholder adgang hertil. Endelig kan ministeren fastsætte bestemmelser om udvidelse af det danske fiskeriterritoriums udstrækning indtil 12 sømil i de farvandsområder, hvor denne grænse ikke allerede er fastlagt.

Lovens § 2 indeholder bestemmelser om nedsættelse af et udvalg med repræsentanter for ministeriet og erhvervene til at rådgive ministeren ved udarbejdelse af de forskrifter, der er nødvendige for anvendelsen her i landet af den fælles fiskeripolitik.

§§ 3 og 4 indeholder bestemmelser om pligt til afgivelse af oplysninger, der er nødvendige for opfyldelse af medlemsstaternes indberetningspligt, og § 5 bestemmer, at afgifter, der opkræves i henhold til de i § 1 nævnte forordninger, kan inddrives ved udpantning.

§§ 6 og 7 indeholder bestemmelser om straf og retsforfølgning.

Loven, der ikke gælder for Færøerne og Grønland, har virkning fra 1. januar 1973, men forslag om revision skal fremsættes senest i folketingsåret 1974-75.

Ved lovforslagets fremsættelse udtalte fiskeriministeren bl. a. følgende:

"Forslaget er nødvendiggjort af Danmarks tilslutning til De europæiske økonomiske Fællesskaber. Ifølge akten til tiltrædelsestraktaten skal EFs fælles fiskeripolitik finde anvendelse i Danmark fra den 1. februar 1973.

For at få de forordninger inden for fiskerisektoren, som er og vil blive givet af Rådet eller Kommissionen i medfør af traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab, til at fungere her i landet, vil det være påkrævet at udstede nationale forskrifter. For at kunne træffe sådanne foranstaltninger er det nødvendigt, at der tilvejebringes hjemmel i dansk lovgivning."

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 153 stemmer, idet dog 20 medlemmer (SF samt Meta Ditzel, Overgaard Nielsen og Skovmand) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Carl Bertel Pedersen (S), Niels Anker Kofoed (V), Henning Andersen (KF), Erik Hansen (RV) og Aage Frandsen (SF)