Luk

Luk
Luk

Luk

B 21 Folketingsbeslutning om ændring af prioriteringen inden for sundhedssektoren.

Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Ved folketingsbeslutningen opfordrer folketinget regeringen til at nedsætte et udvalg med den opgave at tilvejebringe grundlaget for en prioritering inden for sundhedssektoren.

I sin oprindelige affattelse lød forslaget således:

"Folketinget opfordrer regeringen til at udarbejde en overordnet plan for udviklingen i den samlede sundhedssektor. Planen skal sigte mod en udbygning af den primære sundhedstjeneste, nemlig lægepraksis, hjemmesygepleje, plejehjem m. v., og en samtidig dæmpning inden for sygehussektoren."

I den skriftlige fremsættelse udtaltes bl. a. følende:

"Såvel "Perspektivplanlægning 1970-1985" fra marts 1971 som "Perspektivplanredegørelse 1972-1987" fra december 1973 peger i vægtige kapitler om sundhedsvæsenet på behov for øget planlægning og styring inden for alle dele af sundhedsvæsenet.

Forslaget sigter mod en planlægning, hvorefter sygehusvæsenet, der i øjeblikket beskæftiger ca. 75.000 af de 100.000 personer, der er tilknyttet sundhedsvæsenet, aflastes for så mange opgaver som muligt. Dette vil føre til en udvidelse af den primære sundhedstjeneste, nemlig lægepraksis, hjemmesygepleje, plejehjem og anden sundhedspleje uden for sygehusene ..."

Ved 1. behandling blev der ført en omfattende debat, hvorunder indenrigsministeren og ordførerne i høj grad understregede betydningen af en prioritering.

I udvalgets betænkning anførtes bl. a. følgende:

"Der er mellem indenrigsministeren og udvalget enighed om, at det videre arbejde med en prioritering inden for sundhedssektoren kræver et forberedende udvalgsarbejde, og at spørgsmålet om udvalgets kommissorium og sammensætning kræver en nøjere overvejelse. Ministeren har udarbejdet det som bilag optrykte foreløbige udkast til kommissorium og forslag til sammensætning.

Udvalget er enig med ministeren i det i bilaget anførte, men ønsker dog at understrege, at en ændret prioritering inden for sundhedssektoren med henblik på opnåelse af forbedringer, større ensartethed og bedre udnyttelse af ressourcer kan tænkes at medføre forringet serviceniveau på enkelte områder.

Endelig bemærkes, at udvalget må anse det for nødvendigt, at det ønskede udvalgsarbejde påbegyndes snarest muligt og tilendebringes inden for 2 år. Dette har ministeren tilsluttet sig."

I det foreløbige udkast til kommissorium anføres følgende:

"Med henblik på at tilvejebringe et grundlag for en overordnet prioritering inden for den samlede sundhedssektor med det sigte at udnytte de begrænsede ressourcer mest muligt uden at forringe det eksisterende serviceniveau skal udvalget på baggrund af perspektivplanredegørelsens synspunkter vedrørende ressourceproblemerne i sundhedssektoren redegøre for de indbyrdes sammenhænge mellem den primære sundhedstjenestes og sygehussektorens funktioner og vurdere de ressourcemæssige konsekvenser af ændringer i den eksisterende funktionsfordeling mellem de to områder. Udvalget skal herunder vurdere modeller til ændrede og intensiverede samarbejdsformer mellem praksissektoren og sygehussektoren.

Udvalget skal samtidig vurdere sammenhængen mellem den sygdomsforebyggende indsats, herunder på det sociale område, og sygdomsbehandlingen samt de ressourcemæssige konsekvenser af en eventuelt øget sygdomsforebyggende indsats.

Endelig skal udvalget undersøge og vurdere, hvorvidt statens og kommunernes styringsmidler inden for sundhedssektoren må anses for hensigtsmæssige og tilstrækkelige til at realisere en langsigtet planlægning med de deri prioriterede mål, og i benægtende fald fremkomme med forslag til de hertil fornødne styringsmidler.

I et udvalg som det foranstående skal foruden sundhedsstyrelsen, indenrigsministeriet, socialministeriet og eventuelt undervisningsministeriet, de politiske partier og de kommunale organisationer tillige Den almindelige danske Lægeforening med forskellige underafdelinger og Foreningen af yngre Læger og eventuelt også Dansk Sygeplejeråd være repræsenteret."

Forslaget til folketingsbeslutning blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 148 stemmer.
Partiernes ordførere
Ejler Koch (S), Finnur Erlendsson (FP), Henning Christophersen (V), Edele Kruchow (RV), Palle Simonsen (KF), Birgit Fjelde (CD), Ebba Strange (SF), Inge Krogh (KrF), Hanne Reintoft (DKP) og Ib Christensen (DR)