Luk

Luk
Luk

Luk

L 124 Lov om ændring af lov om tilskud til den landøkonomiske konsulentvirksomhed.

Af: Landbrugs- og fiskeriminister Niels Anker Kofoed ()
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 301 af 14-06-1974
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Loven indebærer en udskydelse af revisionen af lov om tilskud til den landøkonomiske konsulentvirksomhed til folketingsåret 1974-75.

Som begrundelse for udskydelsen af revisionen nævnede ministeren i sin fremsættelsestale, at der kunne blive tale om ændringer i loven, når der efter forhandlinger med EF-kommissionen og landbrugsorganisationerne var truffet beslutning om formen for gennemførelse af nogle bestemmelser i et EF-rådsdirektiv om etablering af en social og erhvervsmæssig vejledning for landbrugsbefolkningen (De europæiske Fællesskabers rådsdirektiv nr. 72/161 EØF af 17. april 1972).

Medvirkende til ønsket om en udskydelse af revisionen var endvidere, at man ville afvente færdiggørelsen af forbrugerkommissionens arbejde med spørgsmålet om husholdningskonsulenternes fortsatte placering i loven om landøkonomisk konsulentvirksomhed.

Under udvalgsbehandlingen fremkom landbrugsministeren med ændringsforslag, der tog sigte på en gennemførelse af de ovenfor omtalte bestemmelser i De europæiske Fællesskabers rådsdirektiv nr. 72/161 EØF af 17. april 1972. Om disse ændringsforslag hedder det imidlertid i udvalgets betænkning:

"Udvalget har overvejet de af landbrugsministeren stillede ændringsforslag (optrykt som bilag 1). Under hensyn til ændringsforslagenes vidtgående karakter finder udvalget, at de foreslåede ændringer har en sådan rækkevidde, at de efter udvalgets opfattelse forudsætter et selvstændigt lovforslag, der vil kunne underkastes tre behandlinger i folketinget, jfr. grl. § 41, stk. 2, og folketingets forretningsordens § 10, stk. 2. Herefter har landbrugsministeren indvilliget i at trække sine ændringsforslag tilbage, jfr. den som bilag 2 optrykte skrivelse af 15. maj 1974 fra landbrugsministeren, hvoraf det fremgår, at forslagene i stedet vil blive fremsat i begyndelsen af næste folketingssamling som et selvstændigt lovforslag.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret."

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 128 stemmer.
Partiernes ordførere
Erik Andersen (Frederiksborg amt) (S), Kaj K. Larsen (FP), Svend Karlskov Jensen (V), Erik Hansen (RV), Thorkild Pedersen (CD), H. C. Toft (KF), Aage Frandsen (SF), Arne Bjerregaard (KrF), Poul Westergaard (DR) og Villy Fuglsang (DKP)