Luk

Luk
Luk

Luk

L 126 Lov om ændring af færdselsloven og lov om registreringsafgift taf motorkøretøjer m. v.

(Hyrekørsel).

Af: Justitsminister Nathalie Lind (V)
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 310 af 19-09-1974
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Om baggrunden for lovforslaget kan følgende oplyses:

Ved lov nr. 363 af 13. juni 1973 blev der gennemført en række ændringer i færdselslovens regler om hyrekørsel. Loven er optaget som bilag til lovforslaget.

Hovedformålet med lovændringen har været gennem indførelse af et bevillingssystem at give kommunalbestyrelsen større indflydelse på publikumsbetjeningen med hyrevogne i de enkelte kommuner og at gennemføre ensartede regler om hyrekørsel i hele landet gældende for såvel droscher som lillebiler.

Ifølge færdselslovens § 73 b, stk. 1, må motorkøretøjer, der anvendes til hyrekørsel i henhold til bevilling, ikke benyttes til andet formål, og efter § 73 c, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen i alle kommuner oprette holdepladser for hyrevogne. Justitsministeren kan dispensere fra disse regler, når særlige forhold gør sig gældende.

Det har især i de mindre kommuner været vanskeligt at opfylde de i § 73 b, stk. 1, og § 73 c, stk. 1, nævnte krav. Justitsministeren kan som nævnt dispensere fra kravene, men det må, da der er tale om et stort antal kommuner, anses for mest hensigtsmæssigt ved en lovændring generelt at fritage mindre kommuner for at opfylde bestemmelserne. Efter forslaget gælder fritagelsen kommuner med under 20.000 indbyggere, dvs. ca. 230 af landets 277 kommuner. I de resterende kommuner bor imidlertid ca. 3/5 af landets indbyggere.

Loven medfører to ændringer i færdsesloven:

1. § 73 b, stk. 1, affattes således:

"Motorkøretøjer, der anvendes til hyrekørsel i henhold til bevilling (hyrevogne), må ikke benyttes til andet formål. Det gælder dog ikke, hvis bevillingen er udstedt af kommunalbestyrelsen i en kommune med under 20.000 indbyggere. Justitsministeren kan endvidere, når særlige forhold gør sig gældende, på nærmere fastsatte vilkår gøre undtagelse fra reglen i 1. pkt."

2. § 73 c, stk. 1, affattes således:

"I kommuner med 20.000 indbyggere eller derover skal kommunalbestyrelsen oprette holdepladser for hyrevogne. Antallet af holdepladser fastsættes af kommunalbestyrelsen under hensyn til det stedlige behov. I andre kommuner kan kommunalbestyrelsen oprette holdepladser for hyrevogne."

ad nr. 1.

Formuleringen af undtagelsesbestemmelsen i den vedtagne affattelse af § 73 b, stk. 1, medfører bl. a., at bestemmelsen ikke finder anvendelse i det storkøbenhavnske område, hvor bevilling udstedes af hyrevognsnævnet for Storkøbenhavn, jfr. færdselsloven § 73 e.

ad nr. 2.

Lovændringen overflødiggør den gældende bestemmelse i § 73 c, stk. 1, hvorefter justitsministeren, når særlige forhold gør sig gældende, kan fritage en kommune for at oprette holdepladser,

Loven indeholder endvidere en ændring af registreringsafgiftsloven, der præciserer, at afgiftslempelse kun omfatter køretøjer, der udelukkende anvendes til erhvervsmæssig personbefordring.

Lovforslaget fik en velvillig modtagelse af de fleste partiers ordførere, idet dog ordførerne for socialdemokratiet, sorialistisk folkeparti og Danmarks kommunistiske parti gav udtryk for, at de foreslåede lovændringer næppe var i forbrugernes interesse.

Under udvalgsbehandlingen drøftede udvalget også spørgsmålet om tvungen brug af sikkerhedsseler og styrthjælme.

Det var dog ikke muligt at tilendebringe dette arbejde, men et mindretal af udvalget (socialdemokratiets, socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget og Holmberg (V)) opfordrede i udvalgets betænkning justitsministeren til snarest muligt i den kommende folketingssamling at fremsætte lovforslag om sikkerhedsseler m. v.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 92 stemmer mod 53 (S, SF og DKP).
Partiernes ordførere
Otto Mørch (S), Jens Peder Bodart (FP), Gustav Holmberg (V), Per Gudme (RV), E. Juul-Madsen (KF), Thorkild Pedersen (CD), Henning Philipsen (SF), Willy Bracher (KrF), Kaj Hansen (DKP) og Niels Mølgaard (DR)