Luk

Luk
Luk

Luk

L 128 Lov om ændring af lov om fritidsundervisning m. v.

(Tilskud efter objektive udgiftskriterier).

Af: Undervisningsminister Tove Nielsen ()
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 336 af 19-06-1974
Efter 1. behandling henvist til undervisningsudvalget.

Loven ophæver med virkning fra 1. april 1975 de procenttilskud, der hidtil er ydet kommunerne til ungdomsskoler og ungdomskostskoler. Loven ændrer således affattelsen af §§ 17 og 21 i lov om fritidsundervisning m.v. samt ophæver §§ 18, 23 og 24.

Loven, der blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen (tilskud efter objektive udgiftskriterier) og forslag til lov om kommuners og amtskommuners bidrag til statslige og private skoler og kurser, var led i den reform af opgave- og byrdefordelingen mellem kommuner, amtskommuner og staten, som var en følge af kommunalreformen i 1970. Fra 1. april 1975 vil tilskudsbeløb, svarende til de tilskud, som hidtil er ydet kommunerne og amtskommunerne til disse aktiviteter, blive indregnet i de tilskud, som fordeles efter objektive udgiftsbehovskriterier i henhold til lov nr. 379 af 13. juni 1973 om generelle tilskud til amtskommuner og kommuner.

Lovforslaget indeholdt tillige forslag om ophævelse af de procenttilskud, der ydes fra staten til kommunerne vedrørende fritidsvirksomhed for børn og unge, fritidsundervisning for voksne og supplerende kulturelle arrangementer.

Af undervisningsudvalgets betænkning fremgår imidlertid, at:

"Udvalget finder, at den foreslåede tilskudsomlægning har nøje sammenhæng med den øvrige revision af fritidslovgivningen, der er bebudet forelagt folketinget i næste folketingssamling. Derfor finder udvalget, at alene bestemmelserne om finansieringen af ungdomsskoler og ungdomskostskoler bør gennemføres, og har stillet ændringsforslag sigtende hertil. Ændringsforslaget er tiltrådt af undervisningsministeren."

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 143 stemmer mod 7 (DKP og Lindholt).
Partiernes ordførere
Ritt Bjerregaard (S), Børge Halvgaard (FP), Peter Holst (V), Paul Elmholt (RV), Gerda Møller (KF), Ingolf Knudsen (CD), Kristine Heltberg (SF), Inger Stilling Pedersen (KrF), Kaj Hansen (DKP) og Ole Flygaard (DR)