Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Loven, der er udformet som en helt ny lov, indeholder i virkeligheden kun en række ændringer i erstatningsreglerne i forhold til tidligere lov (lov om nukleare anlæg nr. 170 af 16. maj 1962) som er en forudsætning for, at Danmark kan ratificere følgende konventioner:

1. Pariskonventionen om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område. Konventionen blev indgået i 1960 inden for rammerne af det nuværende OECD og er ændret i 1964.

2. Tillægskonventionen til Pariskonventionen, der blev indgået i 1963 og ændret i 1964.

3. Konventionen om civilretligt ansvar ved søtransport af nukleart materiale. Konventionen blev indgået i december 1971 på en international søretskonference i Bruxelles.

4. Konventionen om ansvar for indehavere af nukleare skibe indgået i 1962 på en international søretskonference i Bruxelles.

Pariskonventionens hovedprincip er, at erstatning skal ydes af indehaveren af et nukleart anlæg og kun af denne. Indehaveren er ansvarlig, selv om skaden er hændelig. Konventionen indeholder endvidere regler om en maksimumsgrænse for ansvaret og om forsikringspligt. Konventionen, der indtil nu er ratificeret af 9 lande, herunder Finland, Norge og Sverige, trådte i kraft den 1. april 1968.

Ved tillægskonventionen er der skabt mulighed for ved tilskud af offentlige midler at yde erstatning for nukleare ulykker, der ikke kan erstattes fuldt ud af anlægsindehaveren på grund af den nævnte maksimumsgrænse for ansvaret. Hovedbestemmelsen i konventionen er reglen om, at de deltagende stater garanterer, at erstatning for skader, for hvilke indehaveren af et anlæg i en af disse stater er ansvarlig, ydes med indtil ca. 900 mill. danske kr. Beløb indtil ca. 530 mill. kroner skal dækkes af indehaverens forsikring og offentlige midler, der stilles til rådighed af den stat, hvori det anlæg, hvis Indehaver er ansvarlig, er beliggende. Beløb mellem ca. 530 mill. kr. og ca. 900 mill. kr. dækkes af offentlige midler, der stilles til rådighed af alle de stater, der har ratificeret Tillægskonventionen, efter regler, der er fastsat i konventionen. Bidraget fra de enkelte stater skal herefter tilvejebringes for halvdelens vedkommende på grundlag af statens nationalprodukt og for halvdelens vedkommende på grundlag af den terminiske effekt af de reaktorer, der findes i staten. Disse fordelingsregler medfører, at Danmarks bidrag vil blive på ca. 1 pct., hvis samtlige stater, der har underskrevet konventionen, også ratificerer den. Tillægskonventionen er ratificeret af 5 lande, herunder Norge og Sverige. Til konventionens ikrafttræden kræves mindst 6 ratifikationer. Den vil derfor senest træde i kraft i forbindelse med dansk ratifikation.

Pariskonventionens hovedprincip, hvorefter alt ansvar kanaliseres til anlægsindehaveren, brydes af en regel i konventionen om, at der fortsat kan ifaldes erstatningsansvar efter visse internationale, overenskomster om skade i transportforhold. Denne regel har vanskeliggjort transport af nukleart materiale med skib. Konventionen om civilretligt ansvar ved søtransport af nukleart materiale blev indgået for at råde bod på dette forhold. Konventionen er indtil nu kun ratificeret af Frankrig.

Pariskonventionen omfatter ikke ulykker, der forårsages af nukleare skibe. Ansvar for benyttelse af sådanne skibe er reguleret i atomskibskonventionen af 1962. Konventionens bestemmelser svarer på de fleste punkter til de tilsvarende regler i Paris-konventionen. Konventionen træder i kraft, når mindst 2 lande, hvoraf det ene har givet tilladelse til drift af et nukleart skib, har ratificeret den. Konventionen er indtil nu kun ratificeret af Portugal.

Lovens bestemmelser var oprindeligt en del af et som forslag til lov om atomanlæg (nukleare anlæg) fremsat forslag. Lovforslaget deltes under behandlingen i folketinget i to lovforslag. Vedr. 1. behandling og deling af lovforslaget, se forslag til lov om godkendelse af atomanlæg (nukleare anlæg) m. v. (A.II. nr. 17).

Efter fornyet udvalgsbehandling afgav retsudvalget den 6. juni en tilføjelse til betænkning, hvorefter udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 148 stemmer.