Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Lovforslaget havde følgende ordlyd:

"Lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jfr. lovbekendtgørelse nr. 251 af 6. juni 1967, som ændret ved lov nr. 34 af 9. februar 1972, ophæves. ATP-fondens midler tilfalder statskassen."

Om baggrunden for lovforslaget hedder det i de ledsagende bemærkninger:

"Forslaget er et skridt på vejen benimod en ensartet pensionslovgivning for alle samfundsgrupper, såvel lønmodtagere som selvstændige næringsdrivende. ATP-ordningen kræver uforholdsmæssigt megen administration — ikke mindst hos mange små næringsdrivende.

Efter forslagsstillernes mening er lovpåbudte fondsdannelser af halvoffentlig karakter ikke samfundsgavnlige. Forslagets vedtagelse skaber mulighed for lønstigninger i erhvervslivet, uden at omkostningsniveauet stiger."

Lovforslaget blev ved 1. behandling afvist såvel af arbejdsministeren som af de fleste øvrige partiers ordførere, der dels lagde vægt på, at ATP-ordningen i sin tid var blevet indført efter ønske fra arbejdsmarkedets parter, dels på, at lovforslaget, hvis det blev gennemført, ville indebære en — muligvis grundlovsstridig —konfiskation af midler, der tilhørte lønmodtagere og pensionister. Hanne Reintoft (DKP) erklærede sig som modstander af såkaldte sociale fonds og tilhænger af, hvad hun betegnede som en virkelig pensionsreform, men nærværende lovforslag kunne hun ikke støtte. Derimod var Mølgaard (DR) tilhænger af at nedlægge ATP som statsinstitution, så den alene blev opretholdt for den del af arbejdsmarkedets parter, der ønskede det. Han betingede dog sit partis støtte til lovforslaget af, at bestemmelsen om, at ATP-fondens midler skulle tilfalde statskassen, blev fjernet.

Arbejdsmarkedsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden folketingsårets udløb.