Luk

Luk
Luk

Luk

L 69 Lov om anvendelse af sommertid.

Af: Statsminister Poul Hartling (V)
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 223 af 24-04-1974
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Loven er sålydende:

"§ 1. Ved kongelig anordning kan der efter forhandling med folketingets erhvervsudvalg for en periode af året træffes bestemmelse om, at tidspunktet for døgnets begyndelse forskydes 1 time i forhold til normal tidsregning (sommertid). Der kan samtidig fastsættes de nødvendige overgangsbestemmelser.

§ 2. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland."

Baggrunden for indførelsen af sommertid fremgår af lovforslagets bemærkninger. Dels vil befolkningens muligheder for at udnytte døgnets lyse timer forøges, dels skønnes indførelse af sommertid for perioden april til september skønsmæssigt at ville medføre en nedgang i elektricitetsforbruget på ca. ½ pct. af det samlede forbrug eller ca. 36 mill. kWh, hvilket vil give en energibesparelse svarende til 12-13.000 tons kul eller ca. 8.000 tons brændselsolie.

En isoleret sommertidsindførelse i Danmark vil imidlertid medføre en række trafikale konsekvenser, hvor erhvervsudvalget i sin betænkning understregede betydningen af, at beslutning om indførelse af sommertid træffes så betids, at trafikplaner, indenlandske såvel som udenlandske, kan tilpasses en sådan ændring. Dette synspunkt har ikke alene betydning for koordineringen af den nationale trafik, men også for koordineringen af den internationale trafik.

Ifølge det oprindelige lovforslag kunne bestemmelse om indførelse af sommertid træffes ved kongelig anordning.

Erhvervsudvalget fandt, at en eventuel indførelse af sommertid først burde ske for 1975, og at spørgsmålet måtte drøftes med erhvervsudvalget forinden. Derfor stillede udvalget ændringsforslag til § 1 sigtende hertil. Ændringsforslaget var tiltrådt af statsministeren og blev vedtaget uden afstemning ved forslagets 2. behandling.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 156 stemmer mod 8 (DKP, U, DR).
Partiernes ordførere
Inge Fischer Møller (S), Kurt M. Ipsen (FP), Svend Karlskov Jensen (V), Svend Haugaard (RV), Johannes Burgdorf (KF), Arne Melchior (CD), Poul Dam (SF), Willy Bracher (KrF) og Ole Flygaard (DR)