Luk

Luk
Luk

Luk

L 59 Forslag til lov om ændring af lov om bygningsmæssige civilforsvarsforanstaltninger.

Samling: 1974-75 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Efter lovforslaget ophæves pligten til indretning af sikringsrum uden for de i § 6, stk. 1, i lov nr. 253 af 27. maj 1950 om bygningsmæssige civilforsvarsforanstaltninger nævnte civilforsvarsområder.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte ordføreren for forslagsstillerne i sin skriftlige fremsættelsestale:

„Hele loven om bygningsmæssige civilforsvarsforanstaltninger burde formentlig ophæves og bestemmelserne overføres til den øvrige bygningslovgivning. Der er for godt 10 år siden nedsat et udvalg til forberedelse af en revision af loven. Dette udvalg har for 4 år siden afgivet delbetænkning. For at spare det offentlige og erhvervslivet for udgifter til sikringsrum i landdistrikterne har jeg ment det rigtigt at fremsætte dette begrænsede lovforslag, således at disse udgifter omgående kan spares."

I tilslutning hertil hedder det i de ledsagende bemærkninger:

„Sikringsrum i landdistrikterne kan kun rumme en yderst beskeden del af kommunens indbyggere.

Indretning af sikringsrum er meget bekostelig, og i tider, hvor kommunerne skal begrænse deres investeringer og erhvervslivet har stor kapitalmangel, er det hensigtsmæssigt at søge indretningen af sikringsrum begrænset som anført i lovforslaget."

Ved 1. behandling omtalte indenrigsministeren de besparelser på 20 mill. kr. i 1973-priser ved begrænsning af opførelsen af civile beskyttelsesrum, der indgik i regeringens spareplan. En del af disse besparelser skulle opnås ved en lempelse af de tekniske krav til indretning af sikringsrum, medens den øvrige del af besparelserne efter regeringens opfattelse skulle ske ved en ophævelse af pligten til at indrette sikringsrum uden for civilforsvarsområderne. Ministeren var derfor enig i realiteten i det fremsatte lovforslag og anbefalede, at det fik en hurtig behandling i tinget. Også de fleste af de øvrige partiers ordførere stillede sig overvejende velvillige over for lovforslaget. Flere af ordførerne mente dog, at lovforslaget måtte ses i sammenhæng med de forslag om besparelser, indenrigsministeren havde bebudet. Ingomar Petersen (RV) udtrykte tvivl om den seriøsitet, der lå bag forslaget, og Birgit Busk (U) mente, at man af hensyn til den store ledighed burde overveje en udbygning af de forskellige former for sikring i en krigssituation. Uden for rækken af ordførere tog Kaj V. Andersen (V) kraftigt afstand fra lovforslaget og advarede stærkt imod selv en tilsyneladende lille svækkelse af det samlede civilforsvarsmæsige beredskab. Han ville betragte vedtagelsen af dette lovforslag som et alvorligt tilbageslag i bestræbelserne for at fremme den del af det civilforsvarsmæssige beredskab, der ikke tålte improvisation i en katastrofesituation.

Kommunaludvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden udskrivningen af nyvalg til folketinget.
Partiernes ordførere
Thomas Erik Have (S), Hans Jørgen Holten (FP), Aksel Pedersen (V), Ingomar Petersen (RV), Karen Thurøe Hansen (KF), Thorkild Pedersen (CD), Ole Flygaard (DR), Villy Fuglsang (DKP) og Birgit Busk (U)