Luk

Luk
Luk

Luk

L 100 Lov om nedlæggelse af sporforbindelsen mellem Københavns Nordre Toldbod og Larsens Plads.

Af: Minister for offentlige arbejder Niels Matthiasen (S)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 171 af 07-05-1975
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Lovforslaget har følgende ordlyd:

„Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til at nedlægge sporforbindelsen mellem Københavns Nordre Toldbod og Larsens Plads."

Den direkte anledning til lovforslagets fremsættelse var udstykningen af Søndre Toldbod og planerne om byggeri på såvel den frasolgte del som den del, der fortsat er i statens eje. Det måtte dog antages, at sporene, hvis benyttelse næsten var ophørt, under alle omstændigheder ville være blevet søgt nedlagt senest, når en større istandsættelse ville blive påkrævet.

Lovforslaget fik en velvillig modtagelse i folketinget.

Under udvalgsbehandlingen blev spørgsmålet rejst om muligheden for tillige at nedlægge jernbanesporet i Kastellet langs Forbindelsesvej. — Udvalget udtaler herom i betænkningen:

„I forbindelse med spørgsmålet om Kastellets mulige omdannelse til rekreativt areal har udvalget over for ministeren for offentlige arbejder rejst spørgsmålet om nedlæggelse af jernbanesporene langs Forbindelsesvej.

Ministeren for offentlige arbejder har hertil oplyst, at han er indstillet på ved overenskomst med Københavns Frihavns-Aktieselskab at nedlægge sporforbindelsen fra Frihavnen langs Forbindelsesvej til Toldboden, dog bortset fra den del af sporene, der må bevares, så længe der endnu foregår jernbanetrafik i den sydlige del af Frihavnen.

For så vidt samtlige jernbanespor i Forbindelsesvej ikke måtte være nedlagt, når planerne med hensyn til Kastellet bliver aktuelle, er ministeren indstillet på til den tid at søge de resterende spor nedlagt, ligesom ministeren er indstillet på at optage forhandling med de implicerede myndigheder vedrørende inddragelse af den del af Frihavnens område, som Forbindelsesvej udgør, til brug ved Kastellets retablering."

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 152 stemmer.
Partiernes ordførere
Knud Damgaard (S), Jens Jacobsen (V), John Arentoft (FP), Kurt Brauer (SF) og Johannes Burgdorf (KF)