Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

I forhold til den nugældende lovgivning rummer loven følgende væsentlige ændringer:

Byggeloven skal gælde for hele landet, altså også omfatte København.

De materielle bestemmelser udvides med hjemmel til at stille krav om energibesparende foranstaltninger.

Der gennemføres en væsentlig decentralisering ved at læggedispensationskompetencen ud til kommunalbestyrelserne og ved at begrænse adgangen til klage.

Der åbnes mulighed for at forenkle byggesagsbehandlingen. Planlægningsbestemmelserne er udskilt af byggeloven og overført til lov om kommuneplanlægning.

Det resterende byggelovsstof, som er samlet i den foreliggende lov, omfatter herefter i det væsentlige bestemmelserne om bygningers opførelse og indretning samt om de enkelte bebyggelsers fnarealer og forhold til nabogrvnde. Hertil kommer de administrative regler om byggelovsadministrationen.

Bortset fra udskillelsen af byggelovens planbestemmelser til kommuneplanlægningsloven har det ikke været hensigten ved den foreliggende lov at foretage større principielle ændringer i lovens øvrige materielle indhold.

Lovens administrative bestemmelser indeholder enkelte ændringer, som er ret væsentlige. Baggrunden herfor er de senere års diskussion om decentralisering og dobbeltadministration. I den forbindelse kan den vidtgående decentralisering, som har fundet udtryk i lovens bestemmelse om dispensationer og klage, fremhæves (§§ 22 og 23).

Loven går ud på som hovedprincip at lægge alle dispensationsspørgsmål ud til kommunalbestyrelsernes afgørelse — ikke alene vedrørende de bebyggelsesregulerende bestemmelser, men også om de teknisk-konstruktive forhold — således at hele byggesagen kan afgøres af den lokale bygningsmyndighed, også selv om den indbefatter dispensationsspørgsmål.

I loven er dog indsat et forbehold om, at boligministeren kan bestemme, at dispensation fra nærmere angivne krav kun kan meddeles af amtsrådet (i Københavns og Frederiksberg kommuner boligministeren).

Dispensation fra de bestemmelser, hvor nabointeresser kan være væsentlige (skelafstande og bygningshøjder betinget af afstanden til skel), skal efter loven først kunne meddeles, når naboerne har haft adgang til at ytre sig. Lover, følger her den linje, som er afstukket i loven om kommuneplanlægning.

Vedrørende klageadgang bibeholdes i loven den hidtidige klageadgang angående fortolkningsspørgsmål, medens de skønsmæssige spørgsmål i princippet skal afgøres endeligt af kommunalbestyrelserne, dog med en adgang til at indbringe principielle og større sager for amtsrådene (i København og Frederiksberg for boligministeren).

Endelig er der i loven taget et skridt, som vil kunne tendere imod at samle byggesagsbehandlingen hos den kommunale bygningsmyndighed, idet der i § 16, stk. 3, er indsat en hjemmel til i bygningsreglementet at bestemme, at kommunalbestyrelsen ikke må give byggetilladelse, før kommunen har afklaret, at projektet kan godkendes i henhold til anden lovgivning, som kommunalbestyrelsen selv administrerer.

Der er ligeledes skabt hjemmel for, at kommunalbestyrelsen efter bestemmelse derom i bygningsreglementet skal kunne udsætte behandlingen af en byggesag, indtil forholdet til anden lovgivning, som ikke er under kommunal administration, er afklaret.

Loven træder i kraft den 1. februar 1977.

En del af de spørgsmål, som blev fremdraget under 1. behandlingen, hvor lovforslaget stort set blev velvilligt modtaget, og som senere blev drøftet i boligudvalget, er nærmere behandlet i den af udvalget afgivne betænkning. Der kan derfor henvises hertil.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 128 stemmer mod 23 (FP); 6 medlemmer (VS, Søren Jensen og Rosing) stemte hverken for eller imod.