Luk

Luk
Luk

Luk

L 257 Lov om iværksættelse af visse statslige eller statsstøttede bygge- og anlægsarbejder.

Af: Arbejdsminister Erling Dinesen (S)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 451 af 17-09-1975
Efter 1. behandling henvist til det politisk-økonomiske udvalg.

Ved loven bemyndiges arbejdsministeren til i samråd med de enkelte ressortministre og med finansministerens godkendelse at iværksætte statslige eller statsstøttede bygge- og anlægsarbejder med beskæftigelsesfremmende sigte inden for en samlet statsudgift på 500 mill. kr.

De enkelte bygge- og anlægsarbejder skal kunne iværksættes i finansåret 1975-76. Arbejder, som ikke kan forventes afsluttet inden udgangen af finansåret 1976-77, kan kun undtagelsesvis iværksættes i medfør af denne lov.

Det fremgår af de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget, at sigtet er at stimulere aktivitet og beskæftigelse inden for bygge- og anlægssektoren.

Der bliver i det væsentligste kun tale om fremskyndelse af statslige eller statsstøttede arbejder, som i forvejen var planlagt til gennemførelse på et senere tidspunkt. Et under arbejdsministeriet nedsat udvalg vedrørende beskæftigelsesudviklingen har på grundlag af indberetninger fra de enkelte ministerier givet en oversigt over en række konkrete statslige og statsstøttede bygge- og anlægsarbejder, der med kort varsel kan iværksættes. Oversigten er indeholdt i et bilag til lovforslaget.

Det fremgår i øvrigt af den af det politisk-økonomiske udvalg afgivne betænkning, at oversigten ikke er udtømmende. Arbejdsministeren har overfor udvalget oplyst, at han vil optage forhandling snarest inden for lovens beløbsramme med finansministeren om såvel arbejdernes iværksættelse som eventuelle tilføjelser til oversigten samt eventuel ombytning af arbejder, der nu indgår i oversigten, med andre arbejder med tilsvarende beskæftigelsesmæssig effekt.

For så vidt angår de kriterier, der er lagt til grund for udvælgelsen af de konkrete arbejder, henvises til lovforslagets bemærkninger.

Ansvaret for koordinationen af bevillingens anvendelse er henlagt til arbejdsministeren, der i samråd med de enkelte ressortministre og med finansministerens godkendelse må tage stilling til, hvilke konkrete projekter der skal igangsættes.

Det er forudsat, at finansministeriet ved forelæggelsen af de enkelte projekter på sædvanlig måde vil gennemgå disse med henblik på en vurdering af den planlagte standard i de foreslåede bygge- og anlægsarbejder samt med henblik på stillingtagen til de mulige driftsmæssige konsekvenser af de foreslåede arbejders gennemførelse.

Lovforslaget blev behandlet sammen med de forslag, der i øvrigt blev fremsat i den ekstraordinære mødeperiode i september.

Ved 3 behandling blev lovforslaget vedtaget med 136 stemmer mod 17 (FP).
Partiernes ordførere
Kjeld Olesen (S), Svend Andersen (S), Henning Christophersen (V), Kjeld Wamberg (FP), Svend Andersen (FP), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Mogens Glistrup (FP), Hilmar Baunsgaard (RV), Gert Petersen (SF), Henning Philipsen (SF), Ingomar Petersen (RV), Sigurd Ømann (SF), Poul Schlüter (KF), Jens Møller (KrF), Arne Bjerregaard (KrF), Freddy Madsen (DKP), Christian Arnfast (CD), Knud Jespersen (DKP) og Erhard Jakobsen (CD)