Luk

Luk
Luk

Luk

L 260 Lov om statsgaranti for driftslån til virksomheder inden for konsumfiskeindustrien.

Af: Fiskeriminister Poul Dalsager (S)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 449 af 17-09-1975
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Efter loven kan fiskeriministeren yde garanti af statskassen for lån til driftsformål, som i finansåret 1975-76 inden for en samlet beløbsramme af 50 mill. kr. ydes til virksomheder inden for konsumfiskeindustrien. Lånene kan ydes til virksomheder, der på grund af afsætningsvanskeligheder og deraf følgende nedgang i priserne på fisk og fiskevarer er kommet i en økonomisk situation, der vanskeliggør fortsat drift.

For så vidt angår statsgarantiens omfang og varighed, lånenes tilbagebetaling samt lovens administration m.v., kan der henvises til omtalen af den tilsvarende ordning for statsgaranti for driftslån til ejere af fiskerfartøjer, som er fastlagt i lov om statsgaranti for driftslån til ejere af fiskerfartøjer, således som denne er ændret ved den samtidig med nærværende lov gennemførte ændringslov (se A.I. nr. 31 og 32).

Om baggrunden for lovforslaget udtalte fiskeriministeren i sin fremsættelsestale:

„Dette lovforslag er en parallel til den gældende lov om statsgaranti for driftslån til ejere af fiskerfartøjer, til hvilken jeg netop har fremsat ændringsforslag.

Nærværende lovforslag skal ligeledes ses som et led i de samlede foranstaltninger, der fra regeringens side søges iværksat med henblik på at øge aktiviteten i erhvervslivet og dermed beskæftigelsen.

Når statsgarantiordningen inden for en beløbsramme på 50 mill. kr. kun er foreslået for konsumfiskeindustrien, er dette netop et udtryk for den høje prioritet, man fra regeringens side tillægger ønsket om, at bevare flest muligt arbejdspladser, idet der i forarbejdningen af konsumfisk til en række former for forædlede produkter indgår forholdsvis megen arbejdskraft.

Som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget, anslås det, at mellem 9.000 og 10.000 personer i dag er beskæftiget inden for konsumfiskeindustrien. Opretholdelsen af denne forædlingsindustri har stor betydning for, at dansk fiskeri fortsat kan have afsætningsmuligheder for langt den overvejende del af fangsterne af konsumfisk.

Det er endvidere indgået i regeringens overvejelser, at en betydelig del af fiskeindustrien er beliggende i egne af landet, hvor arbejdsløshedsprocenten traditionelt ligger over landets gennemsnit på grund af manglende alternative beskæftigelsesmuligheder.

Når vanskelighederne i særlig grad har ramt konsumfiskeindustrien, hænger det blandt sammen med, at de traditionelle købekraftige eksportmarkeder fortsat er præget af den herskende konjunkturafmatning, og at eksporten møder stærk konkurrence fra lande, hvor både fiskeriet og fiskeindustrien er i høj grad subventioneret.

Hertil kommer, at denne industri ikke — i samme omfang som fiskemelsindustrien — har haft mulighed for at nedsætte købsprisen for råvarer, svarende til nedgangen i priserne på de færdige konsumprodukter, idet bl. a. de af den danske producentorganisation anvendte mindstepriser bevirker, at priserne for de fleste konsumfisk er faldet mindre end priserne på fisk til fremstilling af fiskemel."

For så vidt angår lovforslagets 1. behandling, udvalgsbehandling og 2. behandling, kan der i det hele henvises til omtalen af lov om ændring af lov om statsgaranti for driftslån til ejere af fiskerfartøjer (se A. I. nr. 32).

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 125 stemmer (S, V, RV, KF, KrF, DKP og CD) mod 24 (FP og VS), medens 8 medlemmer (SF) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Svend Karlskov Jensen (V), Henning Christophersen (V), Mogens Glistrup (FP), Børge Halvgaard (FP), Svend Andersen (FP), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Kjeld Wamberg (FP), Sigurd Ømann (SF), Jens Maigaard (SF), Hilmar Baunsgaard (RV), Gert Petersen (SF), Svend Haugaard (RV), Oluf von Lowzow (KF), Poul Schlüter (KF), Arne Bjerregaard (KrF), Jens Møller (KrF), Erhard Jakobsen (CD), Jes Schmidt (CD), Knud Jespersen (DKP), Villy Fuglsang (DKP), Preben Wilhjelm (VS) og Erik Sigsgaard (VS)