Luk

Luk
Luk

Luk

B 37 Folketingsbeslutning om tilvejebringelse af grundlag for anlæg af en jernbanetunnel mellem Helsingør og Helsingborg.

Samling: 1975-76
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Folketingsbeslutningen har følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at optage forhandling med den svenske regering om tilvejebringelse af grundlag for anlæg af en jernbanetunnel mellem Helsingør og Helsingborg."

Forslaget til folketingsbeslutning fik en positiv modtagelse i folketinget, idet de fleste partiers ordførere ved forslagets 1. behandling gav udtryk for sympati over for forslaget.

Af udvalgets betænkning fremgår følgende:

„Ved forslagets 1. behandling og under et samråd med udvalget har ministeren for offentlige arbejder oplyst, at han har optaget den i forslaget foreslåede forhandling med den svenske regering. Ministeren har endvidere orienteret udvalget om de undersøgelser med henblik på tilvejebringelse af grundlag for anlæg af en jernbanetunnel mellem Helsingør og Helsingborg, som er igangsat som et led i det dansksvenske udvalgsarbejde, som er startet i 1975 på grundlag af et af udvalget godkendt kommissorium.

Idet et flertal (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) tager dette til efterretning og konstaterer, at arbejdet med tilvejebringelse af det nødvendige grundlag for beslutning om anlæg af en jernbanetunnel mellem Helsingør og Helsingborg søges fremmet mest muligt, indstiller flertallet forslaget til vedtagelse."

Ved forslagets 2. (sidste) behandling blev det vedtaget med 126 stemmer mod 23 (FP).
Partiernes ordførere
Poul Søgaard (S), Ivar Hansen (V), Leif Glensgård (FP), Kurt Brauer (SF), Svend Erik Sørensen (KrF), Oluf von Lowzow (KF), Villy Fuglsang (DKP) og Erik Sigsgaard (VS)