Luk

Luk
Luk

Luk

B 77 Forslag til folketingsbeslutning om folkeafstemning vedrørende ekspropriation af olie- og gasforekomster m.v.

Af: Preben Wilhjelm (VS), Steen Folke (VS), Kurt Hansen (VS) og Litten Hansen (VS)
Samling: 1975-76
Status: Bortfaldet
Forslaget havde følgende indhold:

„Folketinget opfordrer regeringen til at foranledige, at der afholdes vejledende folkeafstemning om ekspropriation af retten til efterforskning og udnyttelse af olie- og gasforekomsterne m. v. i alle områder under dansk højhedsret bortset fra Færøerne og Grønland."

Om baggrunden for forslaget anføres følgende i bemærkningerne:

„En stabil energiforsyning er af afgørende betydning for et højindustrialiseret land som Danmark. Den totale afhængighed af nogle få multinationale selskaber, som skiftende regeringer har bragt os i, udgør en konstant trussel, ikke bare af økonomisk art eller mod den forsyningsmæssige sikkerhed, men også mod den danske befolknings politiske selvbestemmelse. Energiforsyningen er uden sammenligning det område, hvor der mest effektivt og mest anonymt kan udøves politisk pression mod den danske befolkning, hvis den skulle tage skridt til en politisk udvikling, som sigter på frigørelse fra det kapitalistiske system og fra de multinationale selskaber. (Den aktuelle pression mod det italienske folks politiske selvbestemmelsesret viser, at det ikke er tom snak).

Mindre afhængighed og større forsyningsmæssig sikkerhed opnås. ikke ved at udskifte én energikilde og -teknologi med en anden, som beherskes af de samme interesser. At mindske afhængigheden af olie for til gengæld at etablere afhængighed af gas og a-kraft, som beherskes af de samme multinationale kapitalgrupper, mindsker ikke den forsyningsmæssige og dermed politiske afhængighed.

Det er derfor vanskeligt at forestille sig et område for ekspropriation, hvor forudsætningen om, at ekspropriationen skal tjene almenvellets interesse, er bedre opfyldt, end når det gælder ekspropriation af landets egne energiressourcer. Det er samtidig klart, at almenvellets interesse ikke omfatter A. P. Møllers interesse, Shells interesse, Texacos interesse eller Chevrons interesse."

Der henvises i øvrigt til forslagets bemærkninger, som bl a. omhandler eneretsbevillingen til A. P. Møller, mulighederne for ændring af bevillingen, baggrunden for vejledende folkeafstemning, den praktiske fremgangsmåde, ekspropriationserstatning og den geografiske afgrænsning. Forslaget tager alene sigte på de rettigheder, der er givet A. P. Møller i eneretsbevillingen.

Forslaget nåede ikke at komme til 1. behandling inden folketingsårets udløb.