Luk

Luk
Luk

Luk

B 81 Forslag til folketingsbeslutning om fremme af bygningsisolering og anvendelse af solvarme.

Af: Preben Wilhjelm (VS), Steen Folke (VS), Litten Hansen (VS) og Kurt Hansen (VS)
Samling: 1975-76
Status: Bortfaldet
Forslaget havde følgende indhold:

„Folketinget opfordrer regeringen gennem skærpede bestemmelser for nybyggeriet og pålæg over for ejerne af bestående byggeri at gennemføre en forbedret bygningsisolering, som inden udgangen af 1980 medfører en energibesparelse på 29 mill. Gcal på årsbasis, samt at pålægge eller motivere til udnyttelse af solenergi til opvarmning i et omfang svarende til mindst 4 mill Gcal på årsbasis inden for samme tidsfrist."

Om baggrunden for forslaget anføres bl. a. følgende i fremsættelsestalen og i bemærkningerne til forslaget:

Forslaget er et led i et samlet kompleks af forslag, som tilsigter en alternativ energipolitik, hvor hovedmålet er uafhængighed af de multinationale kapitalkoncentrationer, hvor dette mål søges nået ved energibesparelse, selvforsyning og spredning af den resterende, nødvendige import på flere leverandører, og hvor forslagene samtidig tager sigte på beskæftigelsen.

Forslaget tager sigte på en hurtig gennemførelse af energiplanens isoleringsprojekter gennem skærpelse af isoleringsbestemmelserne samt på en fremskyndet anvendelse af solenergi til opvarmning, f. eks. ved motivation gennem maksimumsgrænser for forbruget af traditionelt produceret energi pr. m2 og pr. familiebolig/arbejdsplads.

Forslaget blev fremsat samtidig med forslag til folketingsbeslutning om fremme af vindkraftens anvendelse i elforsyningen, forslag til folketingsbeslutning om fremskyndelse af kraftvarmeudbygning og forslag til folketingsbeslutning om etablering af transmissions system m. v. for naturgas (se de nærmest foranstående sager).

Forslaget nåede ikke at komme til 1. behandling inden folketingsårets udløb.