Luk

Luk
Luk

Luk

L 135 Lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v.

Af: Boligminister Helge Nielsen (S)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 53 af 25-02-1976
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven, der træder i kraft den 1. marts 1976, indebærer, at ejere af bygninger med mere end 2 etager — bortset fra fritliggende en- og tofamilieshuse, uanset om disse indeholder mere end 2 etager — som benyttes til beboelse eller ophold for mennesker, skal sørge for, at bygningerne opfylder nærmere af boligministeren fastsatte krav til trapper, trapperum, redningsvinduer, adgangsforhold m.v., som tager sigte på at sikre beboerne redningsmuligheder i tilfælde af brand.

Loven foreskriver en særlig hurtig brandsikring af de bygninger, hvor de brandmæssige problemer må forventes at være mest fremtrædende. Det drejer sig dels om de bygninger, der er opført før år 1900, dels om de bygninger, der forventes saneret eller kondemneret i løbet af få år. Ejerne skal foretage en gennemgang af disse bygninger, og på grundlag heraf iværksættes de nødvendige brandsikringsarbejder. I princippet skal brandsikringen være udført inden 1. april 1977. Loven indeholder i kap. II særlige regler om bygninger, der skal nedrives eller ombygges inden for en kortere årrække. Det fremgår bl.a. heraf, at hvis boligtilsynet efter en samlet vurdering af en sådan bygning skønner at det vil være urimeligt at kræve den brandsikret, bl. a. også under hensyn til omkostningerne herved set i relation til bygningens begrænsede levetid, skal tilsynet i stedet meddele forbud mod benyttelse af bygningen. Bygningen skal kræves nedrevet, så snart den er rømmet. Om genhusning af disse beboere henvises til lovens kap. IV.

For beboelsesejendomme, som er opført efter år 1900, og for andre bygninger, som tjener til ophold for mennesker (kontor- og erhvervsejendomme m.v.), overlades det til de enkelte kommunalbestyrelser at fastsætte frister for, hvornår ejendommene skal være gennemgået og afhjælpningen af mangler gennemført.

Udgifterne til brandsikring kan finansieres med midler fra Grundejernes Investeringsfond. De årlige prioritetsydelser vil kunne dækkes af midler fra ejendommens opretningskonto. Til brandsikring af bygninger, som forventes saneret eller kondemneret, kan der ydes offentlig støtte i form af rente- og afdragsfrie lån fra kommunen, og således at staten kan stille halvdelen af de nødvendige udlånsmidler til rådighed.

Efter loven skal de brandtekniske krav til de bygninger, der er omfattet af loven, fastsættes af boligministeren i en bekendtgørelse. Boligministeren har gjort boligudvalget bekendt med et af boligministeriets brandudvalg udarbejdet udkast til brandmæssige krav, som agtes lagt til grund for bekendtgørelse. Dette udkast er aftrykt som bilag til betænkningen. Det fremgår i øvrigt af loven, at kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation fra de fastsatte krav, når der på anden måde kan sikres beboerne lige så forsvarlige redningsmuligheder.

I den af boligudvalget afgivne betænkning er en del af de spørgsmål, som blev drøftet under udvalgets behandling af lovforslaget, behandlet. Det gælder bl. a. problemerne omkring brandsikring af fredede bygninger, rydeligholdelse af kældre, lofter og lign, den i § 21 omhandlede konsulentordning og spørgsmålet om genudlejning på „midlertidig kontrakt" af lejligheder, der skal nedrives.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 132 stemmer mod 13 (FP (delvis)); 3 medlemmer stemte hverken for eller imod (VS og Wamberg (FP)).
Partiernes ordførere
Henning Jensen (S), Johan Philipsen (V), Kirsten Jacobsen (FP), Ingomar Petersen (RV), Henning Philipsen (SF), Arne Bjerregaard (KrF), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), Kaj Hansen (DKP), Christian Arnfast (CD) og Preben Wilhjelm (VS)