Luk

Luk
Luk

Luk

L 139 Lov om ændring af lov om realkreditinstitutter.

(Belåning af institutionsbyggeri m.v. og andelsboliger).

Af: Boligminister Helge Nielsen (S)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 146 af 31-03-1976
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Ved loven, der træder i kraft den 1. april 1976, gennemføres følgende ændringer:

1) De undtagelser fra belåningsforbudet i realkreditlovens § 9, stk. 2, der gælder for kulturelle og sociale institutioner, samles for fremtiden i den bekendtgørelse om realkreditlån i visse ejendomme med almennyttige formål, som er udstedt med hjemmel i lovens § 9, stk. 2, sidste punktum.

2) Endvidere vil lånegrænsen for sociale institutioner m.v. blive fastsat til maksimalt 75 pct. af ejendommens værdi uden adgang til forhøjelse mod supplerende sikkerhedsstillelse. Det bemærkes i denne forbindelse, at byggeri, der har karakter af egentlige boliger, herunder kommunale pensionistboliger, beskyttede boliger samt lette kollektivboliger, efter den ændrede affattelse af § 10, stk. 3, vil få samme lånegrænse som andre boliger, nemlig 80 pct., jfr. lovens § 10, stk. 2.

3) Endelig gives der adgang til ved overdragelse af udlejningsejendomme til lejere på andelsbasis at opnå belåninger i almindelig realkredit over 20 år.

Gennemførelsen af den under nr. 3 omhandlede udlånsadgang er forudsat af flertallet i den af boligudvalget den 6. februar afgivne betænkning over forslag til lov om boligfællesskaber (se A. I. nr. 6) og forslag til lov om ændring af lov om ejerlejligheder og af lov om leje. (Udvidet adgang til opdeling af beboelsesejendomme) (se A. I. nr. 162). I overensstemmelse hermed fremsatte boligministeren ændringsforslag herom under udvalgsbehandlingen af nærværende lovforslag.

De øvrige ændringer er en konsekvens af de ændringer vedrørende lånevilkårene for sociale og kulturelle institutioner m.v., der var indeholdt i det samtidig hermed vedtagne forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri (Boliger for ældre. Sociale institutioner m. v.) (se A. I. nr. 7).

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 121 stemmer mod 9 (DKP og SF).
Partiernes ordførere
Ejler Koch (S), Bent Knie-Andersen (V), Kirsten Jacobsen (FP), Ingomar Petersen (RV), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), Svend Erik Sørensen (KrF) og Kaj Hansen (DKP)