Luk

Luk
Luk

Luk

L 191 Lov om forstærkning af Ribe dige og anlæg af veje langs nogle diger.

Af: Minister for offentlige arbejder Niels Matthiasen (S)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 319 af 10-06-1976
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Loven bemyndiger ministeren for offentlige arbejder til af statskassen at afholde 60 pct. af udgifterne ved en forstærkning af havdiget fra Vester Vedsted til Store Darum (Ribe dige) samt til nogle bærmeveje på landsiden af forskellige diger.

Loven giver endvidere anvisninger på arbejdets organisation, ekspropriation af arealer og fyld m. v.

Under udvalgsarbejdet blev spørgsmålet om finansiering af digebyggeriet rejst.

Herom anfører udvalget i sin betænkning:

„Udvalget må principielt erklære sig enig med ministeren for offentlige arbejder i, dels at den lokale udgiftsandel ikke bør ansættes lavere end forudsat, dels at en særlig gunstig låneordning indebærer en reduktion og derfor er principielt uforenelig hermed. Selvom Ribe kommunes andel næppe kan skønnes til mere end ca. 9 mill. kr. — ikke som af byrådet angivet 11 mill. kr. — må udvalget dog påpege, at Ribe kommune inden for et kort åremål må deltage i anlægsudgifterne til forstærkningen af det godt 15 km lange Ribe dige, til bærmevej langs en del af Rejsby dige og til bærmeveje langs digerne på Mandø. Dette er en ekstraordinær situation. Da udvalget ligesom ministeren lægger vægt på, at alle de af lovforslaget omfattede arbejder fremmes i den takt, som det teknisk-økonomisk bedømt er muligt og rimeligt, vil en tidsmæssig spredning af arbejderne ikke være en acceptabel udvej.

Under hensyn hertil henstiller et flertal (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) til ministeren at yde et langfristet statslån — det vil efter udvalgets vurdering indebære en afdragstid på omkring 20 år — til Ribe kommune til hel eller delvis finansiering af dennes bidrag til anlægget og til en rente, der ligger noget lavere end den aktuelle markedsrente — dog højst 6 pct. p.a."

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 162 stemmer.
Partiernes ordførere
Erik Andersen (Sønderjyllands amt) (S), Ivar Hansen (V), Helge Dohrmann (FP), Ingomar Petersen (RV), Kristine Heltberg (SF), Johannes Burgdorf (KF), Svend Erik Sørensen (KrF), Villy Fuglsang (DKP), Jes Schmidt (CD), Kurt Hansen (VS) og Erik Sigsgaard (VS)