Efter 1. behandling henvist til udenrigsudvalget.

Om konventionens indhold anføres følgende uddrag af udenrigsministerens fremsættelse:

„... Konventionen er et led i De Forenede Nationers bestræbelser på at forbedre flygtninges og statsløses stilling. Dens formål er, som dens navn angiver, at begrænse tilfælde af statsløshed og i særlig grad at gøre det muligt for børn, som ellers ville blive statsløse, at erhverve statsborgerskab. De vigtigste bestemmelser med henblik herpå er konventionens artikel 1, § 1, som giver regler for, under hvilke betingelser en stat, der har tilsluttet sig konventionen, skal give statsborgerskab til personer, der er født på dens territorium, og som ellers ville blive statsløse; endvidere artikel 1, § 4 og artikel 4, som bestemmer, under hvilke betingelser en deltagerstat skal meddele statsborgerskab til personer, der ikke er født på dens territorium, men hvis fader eller moder på tidspunktet for personens fødsel var statsborger i førstnævnte stat, og såfremt personen ellers ville blive statsløs.

Konventionen er trådt i kraft den 13. december 1975 efter at være blevet ratificeret eller tiltrådt af 6 stater, herunder Norge og Sverige.

De for en dansk tiltrædelse af konventionen nødvendige lovændringer er blevet gennemført ved lov nr. 399 af 11. december 1968 om ændring af lov nr. 252 af 27. maj 1950 om dansk indfødsret ... ".

Om indholdet i øvrigt må henvises til konventionen og de ledsagende bemærkninger.

Ved 1. behandling gav Erik Andersen (S) på vegne af samtlige partier med undtagelse af venstresocialisterne tilslutning til forslaget, dog under forudsætning af. et tilfredsstillende svar fra udenrigsministeren angående Sveriges og Norges stilling til konventionens artikel 8.

Steen Folke (VS) var navnlig betænkelig ved konventionens artikel 8, § 3, som indeholder bestemmelser om muligheden for at fratage en person statsborgerskabet, hvis den pågældende handler i strid med sin loyalitetspligt over for den kontraherende stat. Han ønskede — om nødvendigt gennem et udvalgsarbejde — regeringens stilling til dette spørgsmål præciseret og ønskede en udtalelse herom fra Dansk Flygtningehjælp.

Udenrigsministeren (K. B. Andersen) oplyste, at Norge og Sverige ikke ønskede at benytte sig af den omhandlede mulighed for at gøre folk statsløse, og at Danmark ikke drømte om at tage dette forbehold.

Udenrigsudvalget, hvortil forslaget herefter henvistes, nåede ikke at afgive betænkning over forslaget inden udskrivningen af valget.