Luk

Luk
Luk

Luk

L 106 Forslag til lov om ændring af lov om landinspektørvirksomhed.

Af: Landbrugsminister Poul Dalsager (S)
Samling: 1976-77 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Forslaget indeholder ændringer i lov nr. 220 af 31. maj 1963 om landinspektørvirksomhed.

Beskikkelsesbestemmelserne foreslås ændret, hvilket er en følge af landinspektørstudiets flytning fra den kgl. veterinær- og landbohøjskole til Ålborg universitetscenter, idet flytningen og omlægning af studiet nødvendiggør en ændring af reglerne for at opnå beskikkelse som landinspektør. Der foreslås samtidig ændringer i beskikkelsesreglerne på baggrund af erfaringer fra administrationen .

Det foreslås således, at de arbejdssteder, der umiddelbart skal kunne danne grundlag for godkendelse af ansættelsesforhold til opfyldelse af den 3-årige praksistid, indskrænkes til at omfatte praktiserende landinspektørers forretninger, amtslandinspektørkontorerne i Sønderjylland, stadskonduktørens direktorat i Københavns kommune og stadslandinspektørens kontor i Frederiksberg kommune (lovforslagets § 1, nr. 1).

Forslaget indeholder nye bestemmelser, der begrænser de former, hvorunder praktiserende landinspektører kan drive deres virksomhed. Bestemmelserne skal hindre, at der sker en forflygtigelse af landinspektørernes personlige ansvar i forbindelse med udførelsen af matrikulære arbejder (se lovforslagets § 1, nr. 5).

Endelig indeholder forslaget en ajourføring af enkelte andre bestemmelser i loven samt en revision af bestemmelserne om, hvornår inhabilitet er til hinder for, at landinspektører udfører matrikulære arbejder (omtalt i lovforslagets § 1, nr. 6).

Lovforslagets § 3 indeholder overgangsbestemmelser. Ifølge stk. 1 kan beskikkelse som landinspektør indtil 3 år efter lovens ikrafttræden meddeles efter 1963 lovens regler, og ifølge stk. 2 og 3 skal ansøgninger om fravigelse af de nye bestemmelser om forretningsdannelse og kontorsted indsendes til landbrugsministeriet inden 6 måneder efter lovens ikrafttræden.

Erhvervsudvalget nåede ikke at afgive betænkning over forslaget, inden folketingsvalget blev udskrevet.
Partiernes ordførere
Erik Andersen (Sønderjyllands amt) (S), Gustav Holmberg (V), Leif Glensgård (FP), Ingomar Petersen (RV), Ole Olsen (SF), Inger Stilling Pedersen (KrF), Erik Ninn-Hansen (KF), Johannes Burgdorf (KF) og Jørgen Jensen (DKP)