Luk

Luk
Luk

Luk

L 133 Forslag til lov om ændring af lov om offentlig sygesikring.

(Ændret sammensætning af det centrale forhandlingsudvalg m. m.).

Af: Socialminister Eva Gredal (S)
Samling: 1976-77 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Lovforslaget indeholdt bestemmelser om, at finansministeriet, indenrigsministeriet og socialministeriet hver udpeger 1 repræsentant til deltagelse i møder i det centrale forhandlingsudvalg, som har kompetencen til at afslutte overenskomster med læger m. fl. om sygesikringslovens ydelser. Kommunernes Landsforening har været og vil efter lovforslaget stadig være repræsenteret på samme måde, medens selve det centrale forhandlingsudvalg i overensstemmelse med sygesikringens opbygning består af personer valgt af Amtsrådsforeningen i Danmark og Københavns magistrat samt Frederiksberg kommunalbestyrelse. Statens foreslåede repræsentation begrundes med nødvendigheden af større samordning.

Lovforslaget indeholdt en række andre bestemmelser, bl. a. om ophævelse af en revisionsbestemmelse i lov nr. 334 af 19. juni 1974 om ændring af sygesikringslovens ydelsesbestemmelser, hvorefter kiropraktisk behandling blev omfattet af disse. Revisionsbestemmelsen var indføjet med henblik på virkningen af pligten for kiropraktorer til at melde tilbage til patientens læge om diagnose og behandling. Denne tilbagemeldingspligt har vist sig at hæmme indgåelse af overenskomst med Dansk Kiropraktor-Forening.

Det skønnes nu at være ubetænkeligt at ophæve denne pligt administrativt, hvorfor lovens revisionsbestemmelse bør ophæves som overflødig.

Ved lovforslaget havde flere ordførere ønske om ændring af visse punkter i lovforslaget.

Socialudvalget nåede ikke at færdigbehandle lovforslaget, før folketingsvalg blev udskrevet.
Partiernes ordførere
Inge Fischer Møller (S), Jacob Sørensen (V), Finnur Erlendsson (FP), Gunner Baunsgaard (RV), Ebba Strange (SF), Inge Krogh (KrF), Karen Thurøe Hansen (KF) og Tove Jørgensen (DKP)