Luk

Luk
Luk

Luk

L 169 Forslag til lov om visse forbrugeraftaler.

(Dørsalg m.v., postordresalg og løbende tjenesteydelser).

Af: Justitsminister Orla Møller (S)
Samling: 1976-77 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Af bemærkningerne fremgår at:

„Lovforslaget tilsigter at gennemføre en række forslag, som er fremsat i Forbrugerkommissionens betænkning III om forbrugerens retsstilling og retsbeskyttelse (betænkning nr. 738/1975). Formålet med loven er at sikre forbrugeren en øget beskyttelse mod misbrug og en bedre retsstilling i det hele taget på forskellige områder, hvor der har vist sig at være et specielt behov herfor."

For det første indeholder lovforslaget et generelt forbud mod, at erhvervsdrivende for at undgå aftale uanmodet retter personlig eller telefonisk henvendelse til forbrugere på disses bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang. Fra dette forbud undtages kun varer, som efter næringsloven kan sælges ved omførsel — det gælder forskellige naturalprodukter — samt tegning af abonnement på aviser. Det foreslåede generelle forbud skal erstatte og udvide det gældende forbud i næringslovens § 11. Det indebærer, at også de former for erhvervsvirksomhed, som ikke er omfattet af næringsloven, nu bliver omfattet af forbudet mod uanmodet henvendelse. Endvidere udvides forbudet til også at omfatte uanmodede telefoniske henvendelser. I modsætning til den gældende bestemmelse i næringsloven skal forbudet mod dørsalg også gælde salg af bøger.

Endvidere foreslås det, at der ved køb af varer og ved aftaler om løbende tjenesteydelser m. v. indføres en fortrydelsesret inden for 1 uge for forbrugeren, når en aftale er indgået eller forbrugeren har afgivet bestilling under et møde med den erhvervsdrivende uden for dennes faste forretningssted. Lovforslaget indeholder derudover regler om fortrydelsesret ved postordresalg.

Endelig foreslås en bestemmelse som skal sikre forbrugerne en ufravigelig ret til med et nærmere angivet varsel at opsige kontrakter om forskellige former for løbende tjenesteydelser og visse andre langvarige aftaler.

Lovforslaget kom ikke til 1. behandling før udskrivningen af valg til folketinget.