Luk

Luk
Luk

Luk

L 36 Lov om ændring af lov om folketingsvalg på Færøerne.

Af: Indenrigsminister Egon Jensen (S)
Samling: 1976-77 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 564 af 01-12-1976
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Ved loven, der trådte i kraft den 1. marts 1977, bringes lov om folketingsvalg på Færøerne i videst muligt omfang i overensstemmelse med lov om valg til folketinget med de ændringer, der er foretaget i denne lov siden vedtagelsen af lov om folketingsvalg på Færøerne i 1956.

Om baggrunden for og indholdet af lovforslaget hedder det i indenrigsministerens fremsættelsestale:

„Det foreliggende forslag har været forelagt de færøske myndigheder og er anbefalet fremmet såvel af lagtinget som af landsstyret. Det omfatter en række ændringer i den færøske valglov, hvorved denne på ny i videst muligt omfang bringes i overensstemmelse med den danske folketingsvalglov.

Forslaget er udformet ud fra et princip om, at bestemmelser af samme indhold bør være enslydende i begge valglove, således at forskelligheder lovene imellem indskrænkes til i det væsentlige at vedrøre områder, som enten står i forbindelse med særlige lokale forhold på Færøerne, eller som har rod i gammel hævd på øerne. En del af bestemmelserne i lovforslaget er derfor udelukkende af teknisk og redaktionel karakter.

Med hensyn til de bestemmelser i lovforslaget, der vil indebære en realitetsændring i den gældende færøske valglov, finder jeg særlig grund til at fremhæve forslaget om at nedsætte den gældende 5 ugers frist for udskrivning af folketingsvalg på Færøerne til en 3 ugers frist. Muligheden for at afholde folketingsvalg på Færøerne samtidig med i den øvrige del af landet bortset fra Grønland skulle herigennem blive betydeligt forbedret.

Da folketingsvalg på Færøerne imidlertid fortsat kan afholdes på et senere tidspunkt end i Danmark, har jeg fundet det rigtigst, at det præciseres i loven, at valgperioden for de færøske folketingsmedlemmer følger valgperioden for de øvrige medlemmer af folketinget.

Endelig finder jeg anledning til at henlede opmærksomheden på, at lovforslaget endvidere tilsigter at opfylde bestemmelsen i grundlovens § 42, stk. 8, hvorefter det ved lov bl. a. nærmere skal bestemmes, i hvilket omfang folkeafstemning skal finde sted på Færøerne".

Efter at lovforslaget ved 1. behandling havde fået en velvillig modtagelse, og efter at det i den af kommunaludvalget afgivne betænkning var blevet indstillet til vedtagelse uændret af udvalget, vedtoges det ved 3. behandling enstemmigt med 132 stemmer.
Partiernes ordførere
Johan Nielsen (S), Søren Jensen (S), Søren Jensen (V), Jytte Røge (FP), Aase Olesen (RV), Poul Dam (SF), Ritta Ahm (KrF) og Hagen Hagensen (KF)