Luk

Luk
Luk

Luk

B 10 Forslag til folketingsbeslutning om fremme af bygningsisolering og anvendelse af solvarme.

Af: Preben Wilhjelm (VS), Steen Folke (VS) og Kurt Hansen (VS)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til det energipolitiske udvalg.

Forslaget havde følgende indhold:

„Folketinget opfordrer regeringen til gennem skærpede bestemmelser for nybyggeriet og pålæg over for ejerne af bestående byggeri at gennemføre en forbedret bygningsisolering, som inden udgangen af 1980 medfører en energibesparelse på 29 mio Gcal på årsbasis, samt at pålægge eller motivere til udnyttelse af solenergi til opvarmning i et omfang svarende til mindst 4 mio Gcal på årsbasis inden for samme tidsfrist."

Om baggrunden for forslaget anføres følgende i fremsættelsestalen og i bemærkningerne til forslaget:

„Forslaget er et led i et samlet kompleks af forslag, som tilsigter en alternativ energipolitik, hvor hovedmålet er uafhængighed af de multinationale kapitalkoncentrationer, hvor dette mål søges nået ved energibesparelse, selvforsyning og spredning af den resterende, nødvendige import på flere leverandører, og hvor forslagene samtidig tager sigte på beskæftigelsen.

Forslaget tager sigte på en hurtig gennemførelse af energiplanens isoleringsprojekter gennem skærpelse af isoleringsbestemmelserne samt på en fremskyndet anvendelse af solenergi til opvarmning, f. eks. ved motivation gennem maksimumsgrænser for forbruget af traditionelt produceret energi pr. m2 og pr. familiebolig/arbejdsplads".

Forslaget blev fremsat samtidigt med forslag til folketingsbeslutning om fremme af vindkraftens anvendelse i elforsyningen, forslag til folketingsbeslutning om fremskyndelse af kraftvarmeudbygning, og forslag til folketingsbeslutning om etablering af transmissionssystem m. v. for naturgas (se nærmest foranstående sager). Forslagene behandledes sammen ved 1. behandling.

Forslaget var en genfremsættelse af et af VS i folketingsåret 1975-76 fremsat forslag, omtalt i folketingsårbog 1975-76, s. 437, der ikke kom til 1. behandling, og som derfor blev genfremsat i folketingsåret 1976-77, 1. samling, omtalt i folketingsårbogen under B. II. 1. saml., nr. 15.

Det energipolitiske udvalg afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Erik Holst (S), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Johan Philipsen (V), John H. Winther (KF), Arne Melchior (CD), Gert Petersen (SF), Ib Nørlund (DKP) og Bent Honoré (KrF)